Skriv en kommentar
Vi skriver 15. august 2021. USAs præsident Biden har beordret de amerikanske styrker i Afghanistan hjem. Dermed er Staterne ikke længere en opretholdende styrke for fred i Mellemøsten, hvilket efterlader den franske ambassade som sidste åbne diplomatiske bastion. Taliban rykker på rekordtid ind omkring Kabul.
I Vesten ved vi kun alt for godt, hvor stor en trussel Taliban er. Derfor er der også noget helt særligt på suspence-barometeret på spil, når vi tildeler filmen en dansk stjerne til at kæmpe imod. Sidse Babett Knudsen spiller en journalist, der dækker begivenhedernes gang i Kabul, hvor hun ender med at blive fanget sammen med hundredvis af borgere. En kommandør ved navn Bida og nødhjælpsarbejderen Eva forekommer at være byens sidste håb, da de sætter sig for at forhandle med den militante gruppe om en flugtmulighed til lufthavnen.
Martin Bourboulon, der senest stod bag de nyeste indspilninger af “The Three Musketeers”-filmene, har med “13 Dage, 13 Nætter” haft modet til at dykke ned i kernen af de autentiske hændelser for snart 5 år siden. Det er der kommet et nervepirrende værk ud af, som ganske ægte indfanger den angst, den tvivl og den gru, som aktørerne må have oplevet. Premiere på Cannes-festival, hvilket på mange måder var meget passende, da filmens additionelle scener er optaget i Frankrig.
Hvis du tænker regulær krigs/terror-film og nok ikke lige af den vej bliver fristet af at tænde for “13 Dage, 13 Nætter”, så kan jeg forsikre dig om, at der er tale om langt mere psykologisk ubehag end decideret voldsscener. Det er i høj grad en film om at være en for hinanden ukendt mindre enhed, der skal finde modet til at knibe sig ud af en håbløs sammenhæng. Det er det indre pres, der pibler ud af skærmen i en række vanvittige dage - og nætter.
Filmen byder på gode skuespilspræstationer, og for denne signaturs smag, så er det ganske rart, at der ikke skulle gå en masse år, før nogen greb kameraet og “dokumenterede” regimets brutale indtog.
