Skriv en kommentar
Det er lidt usædvanligt at vi får lov til at komme så langt ind i den brasilianske urskov, når vi i filmen Det blå spor følger den 77-årige nu arbejdsløse Tereza (spillet eventyrligt af Denise Weinberg f.1956), da hun indledningsvis er med i regeringens charmeoffensiv med ordene: God morgen til hele Brasilien – vi fremhæver værdien af dem, der tjente landet og vi insisterer på værdien af jer og flytter jer til seniorkolonien. Fremtiden er for alle - og vi ser Tereza blive hyldet med et stort grønt laurbæremblem sømmet fast på indgangen til hendes lille træhus, som er stolpet op i flodmundingens mudder.
Tereza har haft sin arbejdsdag på en fabrik, hvor der forarbejdes alligatorkød – og er nu offer for regeringens ordning, hvor børns formyndighed er nedsat fra 80 år til 75 år – så hele tiden skal hun vise id-kort og nu have datterens tilladelse til køb af større ting. Hvor hun i arbejdet følte sig fri – er hun nu under opsyn – så filmen er en lang flugt efter at nå friheden – væk fra det låste – og søge et sidste mål – som f.eks. at komme op og flyve uden grund!
Vi kommer på en lang mystisk sejltur, hvor hun er alene med en åndelig leder, der er lidt sjusket påklædt og sidder med rorpinden til lyden af de smukkeste fuglefløjt og med ryggen til Tereza – så hun ikke ser hans trang til at indsnuse stimulanser – men som også senere giver filmen dens titel, da han finder den sjældne blåsnegl, som vi på smukkeste vis ser han får en blå slimdråbe i øjet – så hele verden forandres – og hans øjne bliver med blå runde kanter, og de dråber gør, at ens fremtid bliver afsløret. Og hvem vil ikke gerne se resultater – gode resultater i fremtidssynet. Og da han spørger, hvorforTereza vil til Itabirina er svaret prompte: At sikre en plads i himlen.
Men Terezas liv bliver helt anderledes, da hun på sin naturrejse møder nonnen Roberta (den cubanske Miriam Socarras f. 1941) som på båden sælger elektroniske bibler, som har samme egenskab som en blå snegl – at få et bedre liv og se lyset – og hun undgår seniorkolonien – og på den måde er filmen et varieret billede af oplevelser og livsdrømme væk fra regeringen og at turde nye livsformer – ikke at gemme sig. Og Tereza møder også naturens kræfter, at hun begynder at spise Acai-bær, som siges at styrke hendes krops sundhed, og hun får et stort immunforsvar – hun tør sejle en anden vej – eksperimentere med nye livsformer – og ikke lade sig påvirke af familiens direkte kurs mod døden. Folk i Danmark handler hos Matas.
Sidst jeg husker en spillefilm fra den storslåede natur i Amazonas var, da den tyske filminstruktør Werner Herzog (f. 1942) i 1982 laver filmen Fitzcarraldo om den irske gummibaron, som i Peru vil bygge et operahus i Amazonas – hvor vi følger huset op ad floden og det skal transporteres over et bjerg. Det er det, der koster mange liv. Men også her møder vi den storslåede ubeskrivelige natur – men den havde slet ikke det mystiske som ”Det blå Spor” har – hvor lokale musikere sætter tidsånden. Sange som Beija-Flor - der er den brasilianskes kolibris sang om kærlighed og længsel – også filmens mission. Jeg vil også sige, at der er en slags Easy Rider (fra 1969) over filmen - den drøm – på en livsrejse at ville noget helt andet i frihedens lov.
Så på smukkeste vis kom Tereza ud at flyve i sindet på den smukt fotograferede snoede Amazonas.
