Skriv en kommentar
Kameraet panorerer langsomt over de storslåede grønne skove i det tidligere Jugoslavien. Akkompagnerede med outreret violinspil, ser vi en familie i fuldt vigør med hverdagens opgaver. Vi ser dem leve og bo i et nedslidt faldefærdigt hvidt hus med røde tagsten i en landsby omgivet af vild natur, marker og bjerge.
”Se dig om omkring. Alt er ved at falde fra hinanden her,” siger Onkel Laza (spillet med en ro og alvidenhed af Zlatko Burić) til faderen Marko (spillet sublimt af Dejan Čukić), hvortil Marko giver til genmæle og spørger onklen direkte og nysgerrigt, hvorfor onklen bliver ved med at vende tilbage, selvom han bor i Danmark. Onklen giver et lidt grynet, udvisket og et uklart svar. Vi befinder os i året 1991, hvor Balkankrigene brød ud i blodige konflikter og etniske udrensninger og Jugoslavien brød sammen.
Marko lever i konstant stress og martres af økonomiske bekymringer, fordi hans arbejdsgiver holder ham hen og kan ikke betale ham løn. Vi er nærmest inde i hovedet på ham, fordi han tænker som en gal nat og dag, hvordan han kan brødføde sin familie og samtidig forsøger at skjule familiens fattigdom for sine to sønner og datter. Onklen råder ham til at flygte midlertidig til Danmark, mens tid er.
Marko/faderen fortæller seks-årige Maja (spillet med en ophøjet naturlighed af Tara Cubrilo), at faster Sanja bor et dejligt sted i Danmark, Nørrebro. Fasteren maler porcelæn og sender hvert år en platte hjem til Marko og familien, som Maja hænger troligt op ved siden af de andre platte og som er et bevis på alle de år, faster Sanja har boet i Danmark og har fundet et ‘nyt’ land, et andet hjem. Marko og hans kone (spillet med stor troværdighed og ærlighed af Nada Šargin) beslutter at køre med onklen til Danmark, men de kan kun have Maja med. De to drenge må komme i anden omgang og de bliver hjemme hos bedstemoderen. Det er en helt ubeskrivelig og umenneskelig situation, at familien bliver adskilt, men det er kun begyndelsen på den færd hele familien begiver sig ud på. De kommer til at gå grueligt meget igennem og det er ikke et H.C. Andersen eventyr med lykkelig udgang og som Maja siger klokkeklart: “Danmark er ikke et eventyrland. Det er bare noget, I siger”.
En dybt bevægende scene i både kortfilmen “Maja” fra 2018 og nu her i spillefilmen “Hjem” fra 2026, viser at forældrene gør rent på den skole, hvor Maja går i første klasse. I løbet af dagen går Maja og rydder op efter de andre børn, hvilket skaber konfrontationer mellem hende og de andre børn og lærerne. Ingen forstår hendes adfærd med at rydde op og gøre rent. Hver dag sidst på eftermiddagen vender hun tilbage på skolen sammen med sine forældre for at gøre rent og forældrene sidder på taburetterne og skolebordene, mens Maja står ved tavlen og lære dem at udtale danske ord.
Forældrene bliver også nødt til at gennemføre proformaægteskaber for at kunne få opholdstilladelse i Danmark. De fortæller Maja, at det blot er en leg. Det er grotesk og hjerteskærende at se, hvor ‘fanget’ forældrene er til at gøre, hvad der bliver sagt, da der ingen venden tilbage eksisterer. Roletten kører rundt og rundt og de kan ikke komme ud eller hjem for det hjem, de kendte findes ikke mere.
Både kortfilmen og spillefilmen bygger på den danske instruktør/skuespiller Marijana Jankovics egen barndom og erfaringer og hun citerer i et interview i EKKO-bladet fra den 10. april 2026 den bosnisk fødte danske forfatter og digter Alen Mešković rammesættende konstatering: “Et hus er ikke et hjem, før det forlades” fra digtsamlingen “Første gang tilbage” fra 2019.
