Skriv en kommentar
Da Michael Jackson var på sit højeste i starten af 1980´erne, hvor hans ”Thriller” blev udråbt som det bedst sælgende album nogensinde med store hits som ”Billie Jean” – en sang han skrev om en kvinde, der falsk påstår, at han er far til hendes barn – jeg kunne synge med på de fleste af hans sange – men han greb mig ikke – som f.eks. Bruce Springsteen, der året efter i juni måned kunne fylde syv busser fra København og vores tur til Frankfurt med 60.000 syngende på fodboldstadionet – han var mere rå efter min smag. Michael Jackson optrådte første gang i Danmark i 1992 på Gentofte Stadion – og til fødselsdagsfest i august i Parken i 1997 – hvor jeg stod i Fælledparken og så i et hjørne den sprællende hovedperson med danselyde.
Men jeg har lidt optaget af hans loyalitet, da han for eksempel i Estland solgte billigere billetter til et mindre velhavende publikum – selvom han ikke selv ville bo på et nyt lands hotel, og fløj til overnatning i Paris.
Spillefilmen Michael følger vi kronologisk hans opvækst med start i 1966, hvor den grumme far Joseph Jackson (1928 el 29 – død 2018) ser lyset og starter musikgruppen ”The Jackson Five” med fem ud af deres elleve børn – og hvor han med det samme ser et stort talent i Michaels måde at synge og føre sig frem på – og en dygtig impresario med hurtigt at skaffe jobs til den talentfulde kvintet, som skabte store disko-hits og allerede et par år efter gør faderen et nummer ud af – at Michael skal være frontfigur – han sælger billetter – han med sin charme og talent fylder checkkontoen. Han er på et tidspunkt 10 år – men impresarioen siger til ham: I denne branche må man godt lyve om sin alder – sig´ du er otte år!. Filmen viser også historisk den kamp, det var for Amerikas farvede at komme med i MTV – hvor man helst skal kende nogen og få den rigtige til at slå i bordet og true.
Michael Jackson får hurtigt en ”reservefar” som er hans chauffør og bodyguard – men faderen sætter dagsordenen. Og da Joseph Jackson opdager, at Motown står med en kontrakt til sønnen, ses lyset i hans funklende ansigt. På et tidspunkt synes jeg filmen kammer over ved at sætte alt for megen fokus på hans legetøj, ind og ud af butikker og den chimpanse han får i gave – for ikke også at nævne andre kæledyr nærmest en slags syntetisk plasticverden, og filmen bruger for megen tid på at vise hans hjælp til syge børn.
Der er mange dramatiske scener, da Michael på et tidspunkt vil gå solo – og bryde med faderens storslåede drøm, at skabe et familieforetagende med de fem – men der er tætte scener og konflikter – og på et tidspunkt får faderen en fax – hvor der står, at Michael Jackson har fyret ham: ”Jeg vil have min frihed” – faderens øjne er ved at sprænges – og i slutningen af filmen får han dem igen samlet med fulde huse på de største stadioner, og i London i 1988 siger Michael Jackson på scenen - Det er vores sidste koncert sammen - og her slutter filmen faktisk med en kommentar om, at Michael Jacksons liv forsætter med solokoncerter – og filmen er tilegnet hans broder Timo Jackson, der døde i 2024 – og man ved ikke om der kommer en fortsættelse med hans sidste år og al den forbandelse med hans påståede overgreb på børn – det er vi heldigvis sluppet for i denne film.
Det er fantastisk at følge skuespilleren, Jafaar Jackson (hans nevø) som glider ind i rollen også foran et hundrede tusindvis af skrålende tilskuere kan ”Moon-walk” – og filmen viser Michael Jacksons begejstring for at danse, da han som ung i tv ser Fred Astairs benarbejde i ”Singing´ in The Rain” fra 1952.
Og som alle ved: Han var en sjældenhed. Og som med Elvis-filmen, kommer der måske en dokumentarfilm hentet fra 60 glemte kasser?
