Skriv en kommentar
Når jeg slår op Politikens Nudansk Ordbog, 1974 under ordetAffektionsværdi står der: følelsespåvirkethed.: den værdi, en ting har for én på grund af personlige forhold, uanset pengeværdien.
Filmen starter med en lidt diset baggrund over Oslo, hvor efterårsfarven nydes i panorama – og ned tæt på et gammelt træhus med røde udskårne vinduesrammer glidende rundt om husets afkroge og ind i de knirkende trægulve, og jeg tænker, hvilken synlig affektionsværdi ses, når vi vender os ind i det store hus til musikken af den polske komponist Hania Rani (f. 1990) og den beroligende tekst: ”I saw a dream last night. Bright like a falling star”. Og huset er fyldt med arkivalier, som fortæller livserindringer – som gør os nysgerrige, hvorfor har de gemt dén ting?
Og vi følger de to søstre i huset Nora spillet en medfølende karakter af Triers faste triumf, den norske Renate Reinsve (f. 1987) og Agnes spillet troværdigt af Inga Ibsdotter Lilleaas (f. 1989). Vi er på rejse i hjemmet og møder her i dialog og bemærkninger familiens skæbner – og meget fylder et selvmord og stolen.
Nora er skuespiller, men også så neurotisk at hun skal have personlig hjælp til at stå på scenen eller også ikke tør møde op. Men lille søsteren, Agnes, med familie er hende en stor støtte og helt afslappet bliver Nora, når hun alene er sammen med en nevø, Erik, og de lover hinanden alt muligt.
Men deres far, den anerkendte internationale filminstruktør Gustav Borg har været helt fraværende og hans udebleven og tavshed. Han kommer til hjemmet efter ekskonens bisættelse med manuskriptet om hans mors selvmord, han oplevede som 7-årig – men der er en snakken uden om med berømte citater og meget overbevisende, er med til at drive os publikum til vanvid – ingen klare tilkendelser – eller sorgkvaler – han gemmer sig bag hemmelige flasker og har vendt livet ryggen.
Da Nora ikke vil have den rolle, han har skrevet til hende, møder vi Gustav Borg med den anerkendte skuespiller Hollywood-stjerne Elle Fanning (f. 1998), som slet ikke har instruktørens ambitiøse udstråling på lærredet – men han affinder og kan derved tirre sin datter, og han har også skrevet replikker til barnebarnet, Erik, men Agnes modsætter sig hans medvirken. Gustav Borg siger: ”Jeg kan se talentet i hans øjne” – og hans store film er til Netflix, hvor han også møder de større krav af produktionsselskabets politik.
Filminstruktør Gustav Borg spilles formidabelt af svenske Stellan Skarsgård – når man ser hans øjne skifte på få sekunder, være morsom, være sympatisk, være dræbende, være smilende, være modbydelig, være kold, så kan ingen nå ham. Og det bliver sagt om Gustav Borg: Du tør ikke tabe - det er nedbrydende for et menneske. Og da jeg så Nora løbe lige ud på kirkegården kom jeg til at tænke på hendes fantastiske løb i slutningen af Triers sidste film fra 2021 - Verdens værste menneske - hvor hun løb sig-sak ned gennem Oslo og alt var frosset fast for at møde forelskelsen. Også i denne film bruger Joachim Trier et berigende trick, ved at lukke filmen med korte – helt sort skærm i et par sekunder – ja, kapitler – effektive tænkepauser, som åbner filmen.
Nu nævnte jeg i starten ordet ”Affektionsværdi” – men kun i glimt ses det i filmen i en scene, hvor Nora stryger ud ad en bagdør med en høj rød, slank glasvase, næsten formet som en krop – men også nemt kan gå i stykker.
Problematikken om en dramatiker, forfatter skriver en rolle til sin bejler – som nægter at spille den store rolle, kan vi også nævne H. C. Andersen, der i 1840 skrev skuespillet Mulatten - hvor hans beundre Johanne Luise Heiberg skulle spille hovedrollen, men det nægtede hun. Men ”Mulatten” blev en kæmpe succes på Det Kongelige Teater – og en økonomisk støtte til digterens senere rejser. Også Affektionsværdi har allerede modtaget så mange internationale priser – så Triers værk må få affektionsværdi for kommende filmfolk og al verdens publikum.
