Skriv en kommentar
En glad og barnlig åbningsscene med storesøsteren Marion (spillet med dæmpet intensitet af Diane Rouxel) og lillesøsteren Jeanne (spillet af Salomé Dewaels), hvor de er sminket med rød læbestift og klædt sig ud i moderens tøj og hopper i sengen, mens de skråler løs til en Eros Ramazzotti sang og bruger deres hårbørster som mikrofoner.
En dramatisk voldelig hændelse ændrer brat deres omtumlede liv med deres moder Cathérine (spillet med stor sensitivitet af Cécile de France), som efter skilsmissen fra deres fader er sammen med manipulerende, voldelige mænd. Marion forsøger at stoppe moderen fra en date med en kæreste, som hun bliver ved med at gå til bage til, selvom det altid ender katastrofalt og denne gang ender det fatalt. Kæresten tager kvælertag på moderen og Marion griber per refleks ud efter en saks og sætter den i ryggen på kæresten, som forbløder og vælter omkuld.
Marion flygter hen til sin fader (spillet af Paul Hamy) og hans kæreste, som er på vej til at prøve lykken i Bruxelles. Marion kommer til at bo i Bruxelles med faderen og hans kæreste i et bofællesskab, hvor der opstår brand og Marion oplever endnu en tragedie og omvæltning i sit liv.
Marion uddanner sig som journalist og fotograf og hun er i begyndelsen af tyverne og bor i Paris. Hun har svært ved at knytte sig til intime relationer og den eneste hun synes at stole på er hendes pleje storesøster Salima (spillet af Lina El Arabi). En kæmpe gnavende længsel efter sin biologiske moder og lillesøster trænger sig mere og mere på og hun begynder sit detektivarbejde og udgiver sig for at være en anden og bruger sit andet navn Louise i stedet for sit rigtige navn Marion.
“Pigen uden navn” er et intenst, dybt bevægende drama om at miste og blive mistet for derefter at blive genfundet. Indimellem er der huller i fortællingen, fordi personernes handlinger og reaktioner ikke altid hænger sammen. For eksempel holder Louise alias Marion sin lillesøster hen ved at skrive en artikel, et musikportræt om sing-song writer Jeanne og lillesøsteren synes ikke, at Louise/Marion går for tæt på i forbindelse med sin research til artiklen. Et andet eksempel er moderens handling den fatale aften, hvor hun ikke en gang opsøger faderen og kæmper for at få Marion med hjem.
