Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Prøv at billed-google Armadillo. Så finder du hurtigt en stribe billeder af det lille snuskede, men stærkt pansrede ørkendyr. På dansk kalder vi det et bæltedyr. Og det må siges at være et meget velvalgt navn til den camp som er hele omdrejningspunktet for denne dokumentar. Velkommen til wonderful Afghanistan – eller måske knap så wonderful'e...
Vi følger en række unge danske soldater i krigens helvede. Og lad det være sagt med det samme. Her er altså ikke tale om en slags Platoon Light. Dette er the real deal... Alene scenerne fra lufthavnen hvor der udveksles store ord og løfter mellem forældre, søskende og kærester i forhold til de soldater som nu er på vej ombord på det fly, som skal transportere dem væk fra trygge og kærlige rammer til en nærmest uvirkelig arbejdsopgave – ja, netop de scener, er hjerteskærende. Der er stor forskel på om soldaterne tager det med mandsmod eller er tavse og nærmest mentalt fraværende. For hvad venter der i det golde og støvede landskab langt hjemmefra? Kunne dette rent faktisk være sidste gang man så sine kære?
Man sidder også med en betragtelig uro i kroppen, da vores unge venner ankommer og får en snak med det hold de skal afløse i Afghanistan. Vores nye udsendte har svært ved at skjule den gru som historierne fra det gamle hold vækker. Tænk sig at det nu kan blive hverdag at skulle indsamle kropsdele fra ens kammerater som et blevet sprængt i stumper og stykker!
”Armadillo” har valgt at fokusere på en håndfuld soldater som vi får sat kaldenavne og kælenavne på. En fix lille detalje, da det gør os som tilskuere i stand til at overskue kerne-historien. At skulle kunne sortere i en hel stak ens-klædte fyre, alle med grøn og sort maling i ansigtet, ville have været en umulighed. Så snart vi er ankommet i Armadillo, får vi et overblik over lejren og arbejdsgangene som er knyttet dertil. De bliver hurtigt optrappet, og det er faktisk lettere klaustrofobisk at være vidne til. Simpelthen fordi alt man kan se, sker ud fra det kamera som er monteret på ”dig”. Man bliver nærmest et med den tavse kamerafører, og det er angstfremkaldende i flere ombæringer. Når der f.eks. lyder et brag til venstre for dig, så har man mest lyst til at kigge til venstre. Men det sker bare ikke – i stedet kaster kameraet sig til jorden eller kryber i dækning (hvilket også er meget klogt). På et tidspunkt følger vi en delingsfører som er rundt og samle folk til en natpatrulje. Nogle siger nej tak til tilbudet, mens andre siger ja. Som tilskuer har man nok mest lyst til at sige: ”Jeg springer lige over, og bliver bare her i den sikre lejr”, men sådan går det ikke. ”Du” ryger afsted på patruljen og så er der lagt i kakkelovnen til en hæsblæsende nat.
Alt hvad du ser er fakta: Vi følger target-bombninger på skærm, vi ser danske soldater som såres, vi lytter til de svære telefonopkald hjem til, vi modtager meldinger om dødsfald i egne rækker og vi er med når afghanske mænd trænger sig helt tæt til lejren og beder om en tolk – og nerven sidder løst, for er det ven eller selvmordsbomber? Og ja, vi kommer helt tæt på håndgranater og endegyldig nedskydning af sårede Talebanere. Talebanere, hvis lig bliver henkastet og nedværdiget verbalt. Det er brutalt og kontant, men man får også et billede af hvilken kynisme som er nødvendig for at kunne udføre arbejdet/kampene.
Vi er med når rygterne går omkring krigsrus kontra korrekt krigsetik (hvis der findes en sådan) via Hærens Operative Kommando. En slags gråzone, som meget præcist skildrer det essentielle ved at være til stede og forstå krig – hvem der kan. Om du er enig i at soldaterne gjorde det korrekte i klimax-situationen, er helt op til dig at vurdere. Det er en sag som har bølget frem og tilbage i de danske medier, og som nu med dvd-udgivelsen kan ske at vende retur, nu hvor flere får Armadillo at se. Men uanset hvad man mener, så er Armadillo-filmen blevet overdynget med anerkendelse og diverse fornemme priser, og man forstår det godt... Armadillo er sin helt egen dokumentar, og jeg vil påstå at man aldrig har set noget lignende før. Og måske heller ikke kommer til det. Fuldstændig forbudt for børn og på ingen måde en film til slik-aften eller tømmermands-tv. Men et ordentligt skud til de små grå, og som bør diskuteres alle steder hvor den kan.
Og bedst som Armadillo afrundes med hjemsendelsen af det hold vi har fulgt, så ser vi en glæde som udebliver, da soldaterne vender hjem. Forældre som er ovenud lykkelige over at få deres sønner tilbage, men det er sønner der tydeligvis er påvirket af deres oplevelser, er tomme i blikket og som har svært ved smil. Filmen mere end indikerer at det er en tvivlsom vare der er kommet hjem fra helvede. Portræt-formen afrunder det hele. Vores udvalgte soldaters fremtid skitseres og flertallet kan ”se frem til” en tur mere til Afghanistan, mange ud fra et valg de selv har truffet...
Tilføjet er 50 minutters eksklusivt bonus materiale, hvor vi får fuldgyldige portrætter af de soldater som medvirker i Armadillo. Der er en stak kampscener hvor danske soldater samarbejder med den afghanske hær. Se også en soldat miste modet efter tabet af en civil lille afghansk pige, og følg et interview med instruktøren himself Janus Metz.
Armadillo er en rystende oplevelse, og en reprise vil nok ikke have afklimatiseret undertegnede nok til at kunne sige sig fri for at sidde meget yderligt på sofakanten. En øjenåbner af de helt store, og helt åbenlyst et værk til absolut topkarakter. En modig film, men en ualmindelig vigtig en af slagsen!
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
