Husmødre kan være mange ting. Som en af tidens successerier har vist, kan de især være desperate, men når der ikke er nogen mænd i nærheden – ja, så kan de både direkte ondskabsfulde – og ikke mindst udvikle et sammenhold uden lige.
Den unge servitrice Roxy forelsker sig hovedkulds i den lige så unge soldat. Uden at have kendt hinanden mere end et par dage gifter de to sig, og hun forlader sin tilværelse og tager med ham og sine to børn tilbage til basen. Her opdager Roxy hurtigt at hun slet, slet ikke passer ind.
Som mændene er konerne også inddelt i et strengt hierarki. Generalernes og majorernes koner bestemmer mere end fodfolkets hustruer, og Roxy, der ”kun” er gift med en faldskærmssoldat befinder sig allerede fra starten i bunden af hierarkiet. Hun er dog en kvinde med meninger, og en række begivenheder binder pludselig hende og en række kvinder med forskellig status – og en enkelt army husband – sammen.
På den enorme militærbase har man brug for venner og veninder. Ens elskede sendes jorden rundt på farlige opgaver eller på årelange udstationeringer – og dem, der kommer hjem igen, er måske ikke de samme de var, da de i sin tid tog af sted.
Alle lever de med frygten for aldrig mere at se deres mænd og koner, og det er ikke nemt pludselig at stå alene. Måske er der børn, der savner deres far eller mor, og som man skal opdrage uden anden støtte end dem, der bor omkring en og er i samme situation som en selv.
Army Wives har som udgangspunkt et godt spændingsfelt at udfolde sig i. Det er en ny måde at skildre krig på, og det er både interessant og særdeles aktuelt. Desværre lider Army wives under en noget svingende kvalitet på manuskriptplan, og det medfører at mange af konflikterne enten bliver fusere eller slet ikke følges til dørs. Som dramaserie er den dog ganske udmærket, selv om den ikke skiller sig nævneværdigt ud fra mængden. Selv om det er tydeligt at man har forsøgt at vise bagsiden af soldaterlivet på en ny måde, er serien dog noget overpatriotisk, hvilket man ikke får noget ud af, med mindre man er i samme situation som soldaterkonerne eller bare har behov for at vifte med flaget fra tid til anden.
Men det er dog kun første sæson af serien, og såfremt der kommer flere er det slet ikke usandsynligt at Army wives kan blive seværdig, når lige præmisserne kommer ordentligt på plads. Samlet set kan man kun glæde sig over en anderledes måde at vinkle en serie på, men det bliver desværre ikke andet end metervare i dette tilfælde.
Af ekstramateriale er der både bag om serien, bloopers, outtakes, interviews og udklippede fortællinger.
Buena Vista Home Entertainment.