Skriv en kommentar
Dybt inde i Auvergnes landskab ligger der en lille landsby, der i sig selv intet er, men ved at filme en historie om den dedikerede lærer og dens børn i alderen fra 4 til 11 år, opnår Nicholas Philibert en sjælden poetisk tilgang til tilværelsen. Det handler jo dybeste set om os alle, og derfor kan man også som seer ikke undgå at følge med i de små børn bekymringer.
Vi følger børnenes sorger og glæder igennem et år, hvor et kamerahold har fulgt dem i en hyggelige skolestue. Mens de yngste lærer at tæle til ti, løser de store ligninger, og når de store har diktat, tegner de små med tuscher som var det de sidste de skulle i denne verden. Alt sammen i et adstadigt tempo, der afspejler en verden langt fra den moderne verdens jag og mas. Når børnene kommer hjem hjælper de til på gården, og langt de fleste af dem ender sikkert med at overtage forældrenes bedrifter. Morsom er scene, hvor en af børnene får inddraget hele familien i løsningen af noget, der må betegnes som et simpelt regnestykke, og som faderen siger til ungen får at eksemplificere: Hvad er seks flade plus seks flade”. ”Tolv flade” siger ungen i gru
Filmen er filmet i børnehøjde og har et ganske særligt øje til det børnene ligger mærke til. I de første ti minutter ser vi ikke læreren Georges Lopez’ ansigt, men vi hører kun hans befalende stemme, der i et øjeblik skal lærer den 5 årige Jojo at vaske tusch af fingrene for i næste øjeblik, at hjælpe Nathalies med at indse, at livet som kommende teenager ikke bliver nemmere end det er nu. Lopez er en af de type mennesker, der uanset hvad finder noget positivt i de uvorne unger. Og det er i høj grad også hans liv man følger i filmen. Hvem han er fortælles faktisk ikke meget om, men at der gemmer sig en stor historie bag en af disse hverdagen helte, for at bruge en kliché, antydes ved den sælsomme tavshed, der faktisk hersker omkring manden. Den historie må vi selv tænke over.
Hvis man antyder, at der ikke sker noget som helst i filmen, ville man faktisk have ret. Men det er samtidig et kompliment. Billederne er til gengæld flot sammensat mellem den voldsomme natur og de skrøbelige stakkels børn, der lever i et paradis, hvor ondskaben også kigger ind, som når en af drengenes far er meget syg, og når han netop foran kameraet konfronteres med det.
I 2002 vandt filmen en European Film Award for bedste dokumentar, og den er også en lille perle, som vi heldigvis for glæde af i Danmark. Brug endelig et par timer på denne lille gruppe elever og deres ukuelige lærer, for den handler også om vores tragikomiske verden. Den handler om os selv, som mennesker, og igennem disse børn har Nicholas Philibert på smukkeste vis portrætteret mennekser på godt og ondt. Hvor er det dejligt med en film, der giver sig selv tid til at dvæle ved sin egen lille ubemærkede historie. Poetisk filmkunst når det klinger bedst.
