Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den tyske instruktør Uli Edel slipper overbevisende af sted med at tænke genrer, at skabe en action-film ud af en af Europas, ikke blot Tysklands, mest sårbare komplekser, Baader Meinhof Komplekset.
Men ikke et sekund føler man, at der snydes på vægten, at der er følelsesmæssige endsige ideologiske nuancer, som man snydes for. Grunden er, at plottet er spundet op over to frygtindgydende magtfaktorer der med lige stor ubarmhjertighed og konsekvens står overfor hinanden indtil den bitre ende; nemlig terrororganisationen Rote Armé Fraktion (RAF) alias Bader Meinhof på den ene side og det overordentlig velorganiserede statslige politi på den anden side. Instruktøren har utvivlsomt haft et godt øje til Fritz Langs mesterværk ”M” (1931), der gik i kødet på (mellemkrigs)angsten ved at klippe mellem politiets og forbrydernes ”fælles” indsats mod en barnemorder.
Den betonideologiske terrororganisation personificeres først og fremmest af den fatale bombemand, matchoen Andreas Baader (Moritz Bleibtrue) der kan sætte trumf på enhver diskussion i egne rækker med ordene ”Møgkusser, møgkusser”, godt bakket op af kæresten Gudrun Enslins (Johanna Wokalek) hadske ideologidomme og de intelligente pamfletter fra en, når alt kommer til alt, følsom Ulrikke Meinhof (Martina Gedeck).
Det statslige sikkerhedspoliti er ligeså skræmmende i sin systematiske afsøgen af enhver statistik og enhver krog af VestTyskland. Med stort talent nærmer Vesttyskland sig den politistat, som Bader Meinhoff ”drømmer om” – og på sin vis bliver til virkelighed med det topmoderne Stammheimfængsel. ”Systemet” personificeres i Bruno Ganz´ skræmmende Präsident des Bundeskriminalamtes Horst Herold, hvis stemmeføring og gammelmandsattituder sender ikke uvæsentlige mindelser om toppræstationen som Hitler i ”Der Untergang”.
Jeg så filmen med min datter der går i 1.g. Hun var chokeret over så megen vold og død på så få år fra slut-1960-erne og ind i 1970-erne. Og hun var også chokeret over, at hun aldrig har fået præsenteret 70-erne sådan. Lige fra åbningsscenens politivold og mord på studenter til Vietnamkrigens rædsler, som de trådte frem på tv-skærmene – for slet ikke at tale om mordet på Martin Luther King og ja tragedien ved de Olympiske Lege i München i 1972, for slet ikke at tale om RAFs mange frygtelige aktioner. Filmen trænger begivenheder sammen, ja men det skete faktisk over få år. Min datter var chokeret over så megen ondskab så tæt på for ikke ret længe siden – ´hvad har vi lært?´ er i den sammenhæng et naivt men godt spørgsmål fra en teenager.
Filmen er på ingen måde en glorificering af Baader Meinhoff – de betonideologiske diskussioner fremtræder latterligt værdiløse i dag og de voldsomme terroraktioner taler deres tydelige sprog. Og så lægger filmen på ingen måde skjul på den personlige frelse terrormedlemmerne også søger.
Som man kan forstå glorificeres det velsmurte statssikkerhedsapparat heller ikke. Her spises hummersuppe, imens der analyseres og politistaten planlægges. Der er ikke langt fra de to organisationer.
Måske min datter har fat i noget. Filmen handler ikke om islamistiske terrorgrupper i Europa. Den handler snarere om et samfund under tragisk forvandling under og af frygt for terrorisme. Hvad har vi lært?
Der er desværre intet ekstramateriale på DVD-en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
