Skriv en kommentar
Take:1
Scene:1
ACTION.
2023 skal starte med et brag af en film, det er der i hvert fald lovet os seere i form af Damien Chazelles storfilm Babylon.
Chazelle er garant for underholdning i særklasse, det har han tydelig bevist i form af storfilm som Whiplash og La La Land tidligere.
Denne gang har han teamet sig op med ingen ringere end Brad Pitt og Margot Robbie i hovedrollerne, ledsaget af mexicanske Diego Calva der uden tvivl bliver en kommende stjerne i Guds eget land.
Vi befinder os i 1920'ernes Los Angeles, hvor filmmagere, skuespillere, statister og alle involverede i produktioner er til en kæmpe fest, i et omfang, som vi i Danmark, ikke kender.
Der er kaos og alt at finde fra kokain til hvad klassen nu begærer når de fester igennem.
Nellie LaRoy (Margot Robbie) er en usædvanlig pige der ikke lader sig diktere og møver sig igennem livet med drømmen om at blive skuespiller.
Selvom hun ikke er inviteret til festen, får hun på magisk vis sneget sig ind via hjælp fra vores anden hovedperson Manny Torres (Diego Calva) der er festens stik i rend dreng, oprindeligt fra Spanien.
De klinger godt og fester igennem, selvom de ikke lige passer ind klassemæssigt blandt rigmænd og åbenlyse orgier der finder sted.
Samtidig bliver vi præsenteret for filmens tredje hovedperson, Jack Conrad (Brad Pitt), 20'ernes svar på Leonardo Dicaprio for stumfilm og hans sær-skønne person og vilde livssyn.
For at gøre en lang film-entré kort, så får Nellie ved et tilfælde en bi-rolle i en Hollywood film, og det er startskuddet på en glorværdig karriere, hvor Hollywood får øjnene op for hendes kæmpe talent, men også hendes usamarbejdsdygtige person, der til tider vil spænde ben for hendes fremtidige karriere.
Manny bliver ramt af det, der kan betegnes for kærlighed ved første blik med Nellie, og bliver derefter en slags assistent for Jack Conrad, og får ting til at ske, hvilket åbner op for nye karrieremuligheder med tiden.
Jack skal derimod til at omstille sig til, at teknologien er på vej ind og stumfilmen er på vej yt, og hvis der er noget man skal være forberedt på i Hollywood, er det, at du fra én dag til anden hurtigt kan ende mellem succes og fiasko.
Filmens store emne er Hollywoods evne til at forstørre en person på kort tid, til at få dem ned med nakken når der ikke kan presses mere saft ud af dem.
Vi følger alle tre hovedpersoners rejse igennem årene, hver for sig og tilsammen, både i succeser og fiaskoer.
Resten skal ikke afsløres, men opleves.
Filmen er en slags hyldest til industrien, uden at lægge skjul på eller sminke virkelighedens filmindustri, altså de ting der i virkeligheden sker bag lukkede døre.
Vi har nok alle sammen en idé om ting der sker dér i virkeligheden, men det er rart få det vist på film, selvom at det til tider kan virke voldsomt overdrevet med nogle af hændelserne.
Vi går igennem hele følelsesregisteret med glæde, sorg, afsky og diverse andre emner i løbet af de 3 timer filmen varer.
Varigheden er en smule lang for min smag, og jeg synes sagtens den kunne have være lidt kortere.
Når det er sagt, så får vi pragtpræstationer fra alle 3 hovedroller, og især af Margot Robbie der virkelig skinner igennem.
Endnu engang har Damien Chazelle formået at lave en god film om underholdningsindustrien, ligesom hans to tidligere film, der også fokuserede på musik og drømmen om Hollywood. Der er et mønster i hans film, der ofte har de samme hovedtemaer.
Mon der er noget posttraumatisk liggende bag?
Jeg vil tro, at vi alle sammen har en drøm om det søde Hollywood liv, derfor vil du som filmelsker elske at se filmen folde sig ud lag for lag og lege med vores drømme.
Men om du i sidste ende vil elske det og tro det bare er fiktion det hele, er jeg ikke helt sikker på.
Jeg har i hvert fald selv mine tvivl.
Se den, det skylder du dig selv.
Afslutningsvis er der vist ikke andet at sige end;
It's a wrap people.
Aaaaand CUT.
