Filmfestivaler er ikke meget anderledes end musikfestivaler i mine øjne. Vi er begge ivrige Roskilde-tilhængere, og for nyligt kan det samme siges om Berlinalen. Vi står op kl. 8, ser en masse film, kommer tilbage på vores hostel og skriver artikler, drikker nogle øl og spiller pool – og så sover vi. Vi er ved at være lidt tunge i hovederne, men denne nat fik vi hele 5 timers søvn, så vi tog godt imod dagens udfordringer, som dog skulle vise sig at være 5 gennemgående gennemsnitlige film.
Vi var så heldige at få billetter til den nye Jim Carey og Ewan McGregor film ”I Love You Phillip Morris” i går, så dagen lagde ud med homoseksuel underholdning, der var mere ekstrem end langt de fleste af Careys tidligere film. Efter humoren var sat, begyndte filmen dog at fokusere på en noget uinteressant historie, så det var en noget ujævn oplevelse.
”The Messenger” med Wody Harrelson og Ben Foster i hovedrollerne som to soldater der har den tunge byrde at fortælle dræbte soldaters familier den tragiske sandhed. De knytter langsomt et uadskilleligt bånd. Selvom filmen benytter sig af unødvendig følelsesporno, tager den fat i et vigtigt emne, og filmens anden halvdel byder på fantastiske tragikomiske scener. Det skal også siges at begge hovedroller gør et fremragende stykke arbejde. Filmen er i hovedkonkurrencen, hvilket betyder at vi naturligvis gav den efterfølgende pressekonference en chance. Den lagde noget langsomt ud, men en lang monolog fra Fosters side omkring research til sin rolle, hvor han kom tæt på en ukendt og bizar virkelighed, rørte ham selv til tårer og salen gav også respons med en dyb stilhed og respekt bagefter.
Med lidt held nåede vi i sidste øjeblik ind til den næste film i hovedkonkurrencen ”The Private Lives Of Pippa Lee” med en veloplagt Robin Wright Penn i hovedrollen. Filmen var et typisk amerikansk drama med et behageligt tempo og fine humoristiske indslag, men uden det store budskab, vil jeg være meget overrasket, hvis denne skulle gå hen og vinde hovedkonkurrencen. Endnu en pressekonference med både Wright Penn, Keanu Reeves, to af filmens yngre skuespillere samt instruktøren af filmen der også viste sig at være forfatteren af bogen, Rebecca Miller, tog sted umiddelbart bagefter. Pressen havde ikke de store spørgsmål, og da Keanu Reeves blev spurgt om, hvordan han kan huske sine replikker, når han spiller overfor skønheder som dem i filmen, opstod der en naturlig pinlig tavshed.
Vi havde ikke tid til meget mad i dag, da alle forestillinger lå lige op af hinanden, så med en karry wurst i hånden stormede vi mod Berlins største biograf Zoo Palast for at se Julie Delpys nye film ”The Countess”, der handler om Erzebet Bathory, der i det 16. århundrede blev dømt for at dræbe mange hundrede jomfruer for, at bade i deres blod for ungdommens skyld. Filmen var naturligvis en mørk sag, men valgte at skildre hændelsen meget sobert og med spørgsmålstegn ved, om historien i det hele taget er sand. Periodefilm falder sjældent i min smag, og denne var ingen undtagelse, selvom den var en underholdende og interessant biografi om en kvinde, jeg ikke kendte meget til i forvejen.
Aftenens sidste film blev den tyske ”Der Knochenmann”, der fejlagtigt er blevet lanceret som en thriller med gyseraspekter, for i sidste ende var det en sort komedie blottet for indhold og originalitet – ikke meget anderledes end de store komedier vi ser komme ud af Danmark. Det var dog en publikumsfavorit, da hele salen veloplagt grinte af hver eneste joke, og afsluttede med et af de største bifald vi endnu har hørt. Måske gik noget galt i oversættelsen for dumme danskere som os, men vi kedede os bravt under denne overfladiske komedie der passerede de to timer i spilletid.
I morgen venter endnu en dag, men for at holde traditionen ved lige, skal vi lige have os nogle velfortjente øl og et spil pool eller to.
