Skriv en kommentar
Tilbage i 2021 fik den overnaturlige gyser ”The Black Phone” premiere og sendte kuldegysninger ned ad ryggen på de fleste. Ethan Hawke leverede en modbydelig og ubehagelig præstation som seriemorderen, der gjorde utænkelige ting mod børn. Filmen blev en kæmpe succes og sluttede egentlig fint – men ondskab dør aldrig, så nu er der naturligvis kommet en efterfølger. Denne gang med større ambitioner og et markant højere produktionsbudget.
Finney (Mason Thames) forsøger at komme videre i livet efter sine traumatiske oplevelser med The Grabber (Ethan Hawke). Hans søster Gwen (Madeleine McGraw) plages stadig af mareridt og visioner om børn, der bliver dræbt. Det fører søskendeparret til Alpine Lake Camp – et sted, hvor deres mor engang arbejdede. Og det bliver kun starten på nye grusomheder.
Mason Thames filmdebuterede i den første ”Black Phone”, blot 13 år gammel. Nu er han vokset, og man skal lige kigge en ekstra gang for at genkende den lille dreng fra dengang. Siden har han medvirket i ”How To Train Your Dragon” live action-versionen, men rollen som Finney viser en helt anden side af ham: mere rå, mere lukket og mærket af fortiden. Han ryger, slås og nægter at konfrontere sin smerte – et klassisk portræt af et traumeoffer, der stadig kæmper mod fortidens dæmoner.
Denne gang er det dog søsteren Gwen, der står som den egentlige hovedrolle. The Grabber er nu fokuseret på hende – for ja, selvom han døde i den første film, så dør ondskab aldrig helt. Ethan Hawke vender tilbage med samme intensitet som sidst, og deres få fælles scener er blandt filmens bedste. De er både uhyggelige og hypnotiserende, men filmen mister desværre fokus i forsøget på at kombinere alt for mange elementer.
Hvor den første film balancerede mellem det overnaturlige og det realistiske, bevæger ”Black Phone 2” sig langt dybere ind i drømme og hallucinationer – næsten som et kryds mellem ”A Nightmare on Elm Street” og ”The Sixth Sense”. The Grabber bliver mere hævntørstig og karikeret, og selvom ambitionerne er tydelige, går noget af uhyggen tabt. Det bliver ofte uklart, hvad der er virkelighed, drøm eller ren manipulation.
Scott Derrickson er stadig god til at skabe trykkende stemning gennem lyd og mørke, og enkelte scener giver ægte kuldegysninger. Ethan Hawke er ubehagelig på den helt rigtige måde, og søskendeparret har en fin kemi, der giver filmen et menneskeligt anker midt i det overnaturlige kaos.
Nogle fans vil sikkert omfavne det nye toneskift, mens andre vil savne den klaustrofobiske intensitet og enkelhed fra originalen. Dog savner man et større fokus på Finneys indre kamp – for netop hans uforløste sorg er næsten mere uhyggelig end selve plottet.
”Black Phone 2” tør tage chancer og vil mere, end de fleste efterfølgere tør. Men i forsøget på at være både dybere, større og vildere, mister den noget af sin kerne. Den havde stået stærkere ved blot at holde sig til én lokation og et mere fokuseret plot. Skuespillet er stadig solidt, og især dynamikken mellem Ethan Hawke og Mason Thames viser, hvor meget potentiale der stadig findes i det her univers. Ondskaben sover aldrig – men i denne omgang føles den lidt mindre nærværende.
