Trendet for tiden fortsætter nu med Jimi Hendrix. Blue Wild Angel er en 2-CD og enkelt DVD udgivelse, og disse udgivelser virker rigtigt godt, for de er ikke dyre, specielt ikke når man tænker på hvad man får for pengene. Lyden er ganske fremragende, når man tænker på hvor gammelt (og live!) det er. Og kender man ikke Jimi Hendrix (hvis der skulle være nogen der ikke gjorde det), har vi her at gøre med en guitarlegende, der ikke kun skabte sin egen lyd, men var så talentfuld at hans ånd lever videre i de fleste guitarister i dag.
Vi starter med DVD’en. Hovedprogrammet lægger ud med et kort dokumentar, som godt kunne have været meget mere informativt, og så går koncerten ellers i gang. 15 temmelig lange numre bliver spillet, og selv om billedet måske ikke er det mest spændende at glo på (Hendrix står stille og stener nærmest hele koncerten igennem), er det nu rart at se en legende nærmest lege med sin guitar. Ellers er der ikke mere at hente her. En DVD der sagtens kunne have brugt lidt ekstra guf, men ender som et gennemsnitligt resultat.
CD’erne er koncerten spredt på 2, og måske er det bare mig, men lyden virker ikke helt så god her. Jeg lagde mærke til et par feedbacks som bestemt ikke var på DVD’en. Så igen, ikke meget mere at hente her.
Det er svært at bedømme hvad sådan en udgivelse skal have. Det er en musik DVD, og det er vel musikken man skal komme efter. Jeg kunne godt have brugt mere ekstramateriale, men jeg er jo også kritiker. Musikken vil jeg ikke bedømme, for Hendrix er fantastisk. Lyden er også god. Jeg må ende på de 4 stjerner, og så holde det på det. Et godt køb for ethvert fan.
DVDen er venligst stillet til rådighed af Universal Music Danmark.