Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Isbjørnen mod slagterhunden. Sådan kaldte journalister, reportere og kommentatorer de to kombattanter Björn Borg og John McEnroe op til den (måske) største tennisfinale nogensinde: Wimbledon år 1980. Borg med mulighed for at vinde sin 5. titel – McEnroe med muligheden for at bryde Borgs stime, og selv overtage tronen. Baglinjekontrollanten mod netluskeren. Den skabelonærende og fattede svensker mod den åbenmundede amerikanske enfant terrible. Mange prædikater kan der sættes på det ”cirkus” som begge spillere var en del af, og det er vel sjældent at en decideret rivalisering endda har fået sin egen wikipedia.
Originaltitlen lyder faktisk ”Borg / McEnroe”, men den danske (og skandinaviske) titel er reduceret til Borg. Om det er nationalpatriotismen, som skinner igennem, skal være usagt, men omvendt kunne filmen ikke have heddet McEnroe. Det er Borg (Sverrir Gudnason) vi følger mest, lige fra barnsben (den unge Borg spilles i øvrigt af Leo Borg, søn af Björn), hvor han var en aggressiv fyr, som hadede at tabe og i princippet var sin egen værste fjende. Talent og temperament spottes af den tidligere tennisstjerne og nuværende træner Lennart Bergelin (Stellan Skarsgård). Han er ikke i tvivl om at Borg kan blive den største tennisspiller i verden, og tager ham derfor under sine vinger. Bergelin får via sin kompromisløse stil skabt en stor tennisspiller, som bliver lidt af en darling i gentlemansporten. Det handler nemlig ikke kun om at vinde, men også om måden man vinder på.
Modsætningen er til at få øje på, da John McEnroe (Shia LaBoeuf) brager ind i turneringen med en attitude om at stoppe maskinen. Maskinen var det tilnavn McEnroe gavn Borg på grund af hans gentagne mønstre og ritualer. Borg havde sine algoritmer i forhold til træning, forberedelse og kamp. McEnroe var den stik modsatte figur. Rapkæftet, emotionel og arrogant. Gentagne tilsvininger af dommere og tilskuere gjorde ham ikke til nogen særlig populær skikkelse ved sin indtræden på den store scene. Hele filmens handling leder naturligvis op til den vanvittige tætte finale, som i øvrigt er utroligt flot filmet og har en varighed på rundt regnet 20 minutter. Her kommet man virkelig tæt på den nervepirrende kamp om tronen, og får efterfølgende også et par hints til et spirende venskab in spe. Duellanterne endte nemlig med at blive rigtig gode venner privat.
Det er danske Janus Metz som står bag kameraet på Borg, og det er lykkes at portrættere et par feterede sportsstjerners forskellighed og ramme en særlig nerve i beskrivelsen. Man behøver overhovedet ikke at være sportsinteresseret for at se Borg. Man kunne måske sagtens have dvælet endnu mere ved deres respektive privatliv. Vist ser vi Borgs kæreste Mariana Tuva Novotny) som partner og støtte, men egentlig er hendes rolle uvedkommende for det store billede. Jeg tror faktisk godt at det kunne have været muligt at tilføje flere lag og skabe rammerne for en rigtig storfilm. Det blev det dog ikke helt, men mindre kan også gøre det. Jeg kvitterer med 4 stjerner til Borg.
Bonusmaterialet er lidt sparsomt og består kun af forskellige interviews med instruktør og skuespillere.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
