Skriv en kommentar
På trods af de nydelige jakkesæt 17-årige Pinkie Brown (Sam Riley) går klædt i, er han ikke ligefrem det, man ville betegne som en pæn, ung mand. Han er selvudnævnt leder af en voldelig bande af mods i 1960ernes Brighton, han er morder, og når han ligger i sin seng og leger ”elsker, elsker ikke”, for at finde ud af om den unge tjener Rose (Andrea Riseborough) er forelsket i ham, foregår det ikke ved at pille bladene af en blomst, men ved at pille benene af en edderkop.
Pinkie er sadistisk og ondskabsfuld, en rendyrket psykopat, der ikke regner andre end ham selv for noget som helst. Heller ikke Rose. Men Rose er forelsket i ham, selvom han ikke gør meget for at skjule, at han ikke kan udstå hende. Han niver hendes hånd med sardonisk nydelse og truer hende med at hælde syre over hendes ansigt, men jo dårligere han behandler hende, jo mere tiltrukket synes hun at blive af ham.
Roses tiltrækning er på én gang hendes held og hendes ulykke. Hun ved, Pinkie har begået mord, men så længe hun er forelsket i ham, er hun sikker, for så behøver Pinkie ikke frygte, hun melder ham til politiet. Kærligheden er Roses livsforsikring, men det siger næsten sig selv, at forelskelsen i Pinkie blot er en katastrofe, der venter på at ske.
Det ved Roses chef, restaurationsejeren Ida (Helen Mirren). Hun er klar over, at Rose kan sende Pinkie bag tremmer, eller det, der er værre, hvis hun taler over sig, og derfor ved Ida også, at Rose er i overhængende livsfare. Ida lægger pres på den naive Rose for at gå til politiet, men det er en farlig leg, Ida leger. For når nettet strammes om Pinkey, så strammes det endnu mere om Rose.
30-årige Sam Riley, der spillede Joy Division-frontmanden Ian Curtis i Anton Corbijns ”Control”, har måske nok et ganske drenget udseende, men der skal rigtig god fantasi til at lade ham gå som 17-årig. Det er et lille irritationsmoment, men kun et lille, for det opvejes så rigeligt af Rileys blændende skuespil. Han er den helt store oplevelse som den isnende uhyggelige psykopat Pinkie, og på trods af, at der intet - absolut intet - godt er gemt i ham, kan man på en eller anden måde godt forstå, hvad det er, Rose drages af. Pinkie er en ubetydelig småforbryder , men han er også en megaloman med en dybt forkvaklet selvforståelse som kongen af Brightons underverden. Han elsker sig selv, og det smittes Rose af.
Op gennem det 20. århundrede var Brighton en slags engelsk svar på forbudstidens Atlantic City. Her kom turister i hobetal til for bade og more sig. Men bag glitteret og glansen var byen plaget af fattigdom, vold og bandekrige. I Rowan Joffes (The American) filmatisering af Graman Greenes ”Brighton Rock” er handlingen flyttet fra 1930’erne til 1964, da Brighton og en række af de omkringliggende byer i Sydengland var scene for voldsomme kampe mellem unge mods og rockere. I begyndelsen af filmen lægges der op til, at netop disse bandekonflikter og Pinkies magtsyge skal spille en afgørende rolle i filmen. Desværre glider denne del af handlingen fuldstændig ud, efterhånden som forholdet mellem Pinkie og Rose intensiveres. Det er ærgerligt, for det tegner ellers rigtig godt.
Filmen taber en del af pusten undervejs, men det ændrer ikke ved, at den alligevel er værd at se, alene på grund af Sam Rileys fornemme præstation.
