I 2006 blev den største politiske skandale siden Watergate afsløret i USA. Flere repræsentanter fra Det Hvide Hus og Kongressen samt lobbyister blev dømt på stribe for bedrageri og korruption. Manden i midten af hele affæren var Jack Abramoff, den højst betalte superlobbyist i historien.
Casino Jack er filmen om skandalen, med Kevin Spacey som den korrupte lobbyist. Endnu en af de mange roller der synes at være skræddersyet til den altid velspillende Spacey.
Fra starten af bliver Jack Abramoff sendt i spjældet, og filmen fortæller i et langt flashback, hvordan grådighed overskygger al fornuft fra et ellers moralsk menneske. Sammen med sin unge protegé Michael Scanlon (Barry Pepper) hjælper makkerparret en kasinodrivende indianerstamme med af få politisk indflydelse i Washington. På manipulerende og kynisk vis får de to lobbyister opkrævet intet mindre end 20 millioner dollars i honorarer ud af aftalen. Pengene rækker dog ikke langt, Scanlon fyrer pengene af på dyre biler, store huse og frække damer. Abramoff får storhedsvanvid og kaster sig ud i byggeprojekter. De ser chancen i at tjene store penge på et krydstogtsskib, der lovligt fungerer som kasino, fordi det sejler ud for kystlinjen. Men grådighed er som bekendt en dødssynd. Så naturligvis ender det i en kaotisk affære med korrupte politikere, græske gangstere og den italienske mafia.
Det er en fascinerede historie om magtens mænd og hykleriet i Washington D.C. Om politikere der med glæde tager imod penge med den ene hånd, mens de fordømmer dig med den anden hånd. ”Washington is Hollywood With Ugly Faces” som Abramoff lakonisk formulerer det. Alle roller i filmen er navngivet efter virkelighedens personer. Det ses sjældent i en film hvor emnet er så ømtåligt, specielt i et land hvor det at sagsøge hinanden kommer ind med modermælken.
Man kan indvende at Spacey portrætterer Abramoff ud fra en alt for sympatisk vinkel. Som en Robin Hood i jakkesæt svindler han for at skabe bedre vilkår for sig selv og sine børn. Scanlon derimod, spilles af Pepper som et gennemført dumt svin. Barry Pepper som er en glimrende skuespiller, men stadig har den helt store rolle til gode for seriøst at slå igennem som filmstjerne.
Filmen er instrueret af George Hickenlooper, der bedst huskes for dokumentaren Heart of Darkness, om de berygtede og besynderlige optagelser til Apocalypse Now. Hickenlooper døde kort efter optagelserne af en overdosis af piller og sprut. Ærgerligt nok. Casino Jack er en ganske god film. En af de film man overraskes over udkommer direkte på DVD /Blu-Ray.
Der er desværre intet ekstra materiale at komme efter. Irriterende når filmen bygger på en autentisk historie. Specielt når der er lavet en dokumentar om skandalen, Casino Jack and the United States Money. Det havde klædt udgivelsen hvis denne havde været inkluderet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af www.soulmedia.dk