Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Franske Sidonie-Gabrielle Colettes (1873 – 1954) to romaner ”Chéri” (1920) og ”La fin de Chéri” (”Chéris død” 1926) danner forlæg for engelske Stephen Frears filmatisering.
Colettes eget hektiske, glamourøse men bestemt også omkostningsfyldte liv danner ofte forlæg for hendes romaner. Efter en tryg opvækst i Bourgogne dukker Colette op som mere eller mindre påklædt danserinde på boulevard-teatrene i Paris. Hun levede et liv, som det er blevet sagt, et sted mellem bohéme og prostitution, i et demimondænt miljø. Colette beskriver kvinden (sig selv) i miljøet i sine romaner og bliver selv sammen med sine kvindelige hovedpersoner på sin vis billede på den emanciperede kvinde. Colette bliver efterhånden en anerkendt forfatterinde, bliver formand eller snarere forkvinde i Académie Goncourt og er den første kvinde der får en statsbegravelse i Frankrig.
Det demimondæne miljø er centralt i Frears filmatisering. Vi følger demimonden, kurtisanen , mao. den luksusprostituerede Lea de Lonval (Michelle Pfeiffer), der selv kan vælge sine penge- og magtstærke kunder og endda sole sig i en vis anseelse, ihvertfald blandt ligesindede. Hendes liv er lusuriøst og med en høj grad af frihed – kvinder som Lea er herligt fri for triviel omgang med mænd. Lea kan tage pauser fra affærerne og dyrke visitterne til veninderne eller tage ud på landstedet – altid omgivet af sit tjenerskab.
Da Lea indleder en affære med sin venindes – en førhen konkurrents – unge søn Chéri (Rupert Friend) kommer det måske bag på dem begge, på den anden side ligner det vel det liv, de begge plejer at føre. Lige indtil den dag Chéri skal giftes. Hans mor Madame Peloux (Kathy Bates) har arrangeret et passende rigt giftermål med den unge Edmée (Felicity Jones), datter af en tredje succesrig kurtisane Marie Laure (Iben Hjejle – se godt efter, ellers opdager du det ikke!).
Da Chéri er blevet gift, går det op for både Chéri og Lea, at de elsker hinanden. Men kan de det?
Colettes og også Frears pointe er den vigtige, at når kærligheden slår ned i det tilsyneladende emanciperede, frigjorte miljø er den ikke mulig. Da kærligheden slår igennem det overfladiske, ansvarsfrie og også erotiske og glædesfyldte liv er den ikke mulig dels pga. konventionerne, fx omkring den store aldersforskel mellem Léa, den ”gamle” kvinde og Chéri, den unge mand – på den måde ligner demimondernes liv til forveksling bourgeosiets. Men også fordi kærligheden tvinger dem til at se hinanden som personligheder.
Instruktøren Stephen Frears er en altid seriøs og sublim håndværker. Det kan man forvisse sig om ved at (gen)se fx ”My beautiful laundrette” (-85), ”Dangerous Liaisions” (1988), ”High Fidelity” (2000), ”Dirty Pretty Things” (2002) eller ”The Queen” (2006). Dog, på trods af velturnerede scener med gennemført kameraarbejde (Darius Khondji) og meget fine skuespilpræstationer, ikke mindst af Michelle Pfeiffer, går der lang tid i denne film inden Cheris og Leas håbløse kærlighed slår igennem. Det betyder, i al fald for denne anmelder, at vi skal igennem mange scener, der nok er veldrejede men også lige så lette, grænsende til det kedelige, som demimondernes liv er, når de mødes til snak om ingenting. Havde man (jeg?) dog bare kunnet få øje på den tragiske røde tråd fra første scene af. I stedet kan man så nyde håndværket, for ikke at glemme de rige rum og de flotte kostumer.
Der er intet ekstramateriale på DVD-en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
