Skriv en kommentar
Jake Vig (Edward Burns) er en svindler. En rigtig dygtig en af slagsen. Han og hans brogede flok laver et nummer på en slyngel med for mange penge ved hånden. De tjener kassen, men hvad de ikke vidste, var at manden var bogholder for The King (Dustin Hoffman), en af Los Angeles’ største mafiabosser, og det var hans penge de fik under neglene. The King spiller med musklerne og får Vig og hans bande ”overtalt” til at lave et nummer for ham som tilbagebetaling. Målet: Morgan Price, en anden crime boss og samtidig en af The Kings gamle rivaler. Opgaven er svær og Vig må ud og rekruttere flere folk. Valget falder på den smukke unge lommetyv Lily (Rachel Weisz) som har mange talenter Vig mener, er gavnlige for opgaven. De lægger en risikabel og snørklet plan der kræver stor fingerfærdighed og skuespil fra alle i banden. Men det skal selvfølgelig ikke gå helt glat, og nemmere bliver det ikke da en af Vigs gamle kendinge dukker op. Nemlig FBI-agent Gunther Butan (Andy Garcia), som har gjort det til sin livsopgave at finde og arrestere Jake Vig. Spørgsmålet er om opgaven er at klare for Vig og hans slæng, og, må han sande, endnu vigtigere: Hvem er det egentlig der snører hvem?
Mine forventninger til Confidence var rimelig store da jeg satte mig i biografstolen. Filmen har store skuespillere som Dustin Hoffman, Andy Garcia og Rachel Weisz. Det kan ikke gå helt galt. Men dog var det lige ved at være det der skete for instruktør James Foley. Foley, der kan notere film som Fear (1996) og The Chamber (1996) på sit CV, prøvede med vold og magt at lave en stor svindel-film på linie med Oceans Eleven (2001), men fejler på stort set alle punkter. Det er symptomatisk for disse film at der skal være en stemning af coolness og velovervejede risikable satsninger, men i Confidence bliver det i stedet til et popfænomen at være svindler, eller ”grifter” som det hedder i filmen. Desuden laver grifterne satsninger mere for at virke smart end af nødvendighed og man sidder og undrer sig over hvorfor nogle ting overhovedet er med i filmen. Foley benytter sig af og til af montager som minder meget om dem vi ser i Guy Ritchies Snatch (2000), med korte og hurtige klip af deskriptive ting, som lægger op til en ny scene. Interessant at se, men føjer dog bare mere til popfænomenet end til en unik filmoplevelse.
Karaktererne er sandelig en broget flok, og det virker heller ikke alt for heldigt. Dustin Hoffman er en fremragende skuespiller, men hans rolle, The King, er mildest talt bare irriterende at se på, da hans umådelige og lettere malplacerede excentricitet bliver for meget. Meget bedre er det at følge Andy Garcias Gunther Butan, der er et herligt lyspunkt i filmen. Han har den helt rigtige rolle til situationen og afbøder meget af skaden som resten af filmen gør. Edward Burns og Rachel Weisz kan der ikke siges så meget om, undtagen at de underspiller deres roller godt, og leverer en præstation svarende til hvad folk forventer. Sådan som det skal være.
Skal man rose filmen, så er den da velproduceret og helstøbt og man sidder ikke tilbage med løse ender til sidst, som man kan gøre med andre knap så vellykkede film. Af og til, og heldigvis især i slutningen, kan den virke overraskende og uforudsigelig. Alt i alt er det en ikke særlig vellykket film, men kan man se igennem fingre med alle de popsmarte floskler og de irriterende skæve karakterer, er den da seværdig. Især hvis man godt kan lide den slags film.
