Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Så er vi tilbage, for trettende gang endda. For serien, der for 15 år siden først gange rullede over de amerikanske skærme og var med til at redefinere hele krimigenren kører stadig derudaf i fuldstændig samme tempo, hvilket både er godt og dårligt.
For i vanlig CSI stil, så starter sæsonen direkte med fortsættelsen af forrige sæsons cliffhanger. Her er det D.B. Russells (Ted Danson) barnebarn, der er blevet kidnappet af sidste sæsons hovedskurk. Det er et meget spændende set-up, fordi den ellers altid magelige og afdæmpede Russell er lige ved at gå ud over kanten. Desværre som så mange gange før, så bliver sagen opklaret i løbet af det allerførste afsnit uden, at nogen af vores helte virkelig bliver sat på prøve og som om det ikke var nok så bliver hovedskurken, som vores helte ikke kunne fange hele forrige sæson, fuldstændig fanget og udspillet i løbet af det allerførste afsnit.
Igen og igen og
Serien begynder nemlig overraskende hurtigt at indordne sig det, som man vel efterhånden kan kalde for den klassiske CSI-stil. Hvert afsnit følger nemlig (næsten) den fuldstændig samme struktur. Vi bliver introduceret til et nyt mord, efterforskerne indsamler beviser, derefter ser vi en montage eller to med retsmedicinerne, hvorefter efterforskerne mere eller mindre falder over beviserne og binder en pæn sløjfe på sagen. Det er måske en lidt hårdfin skitsering af serien, men ikke desto mindre er næsten alle afsnittene opbygget på samme måde, hvilket både er en styrke og en svaghed. Det er meget betryggende som seer at vide, hvad man får serveret hver gang, men til gengæld bliver man heller aldrig rigtig udfordret eller positivt overrasket.
Den personlige historie
En ting, der dog overrasker ved denne sæson er, at forfatterne har valgt at fokusere på den personlige historie, hvilket ellers ikke er kendetegnet ved CSI. Vi kommer nemlig meget tættere ind på livet af karakterne i løbet af sæsonen, hvor vi bl.a. møder Finlays (Elisabeth Shue) eksmand, Hodges (Wallace Langham) bliver forlovet og vi ser for første gang Sara Sidles (Jorja Fox) nærmest sagnomspundne mor. Det faktisk paradoksalt nok for en serien, der fokuserer så meget på videnskaben og det tekniske ved mordopklaringen, de afsnit, der har den personlige historie i centrum som er de bedste. Selv Crossoveren med CSI:NY, hvor Mac Taylor (Gary Sinise) kommer på besøger, handler om Taylors personlige forhold og ikke om et mord som man ellers skulle tro.
Det er disse afsnit, der er med til at gøre serien til mere end baggrundsstøj i ens stue, men desværre så er der stadig for mange afsnit med simple historier, hvor sagerne bliver opklaret alt for let, hvilket bare ikke er godt nok, når serier som “True Detective” i dag leverer meget mere komplekse narrativer og karakterer.
I trettende sæson af CSI har det overordnede tema handlet om den personlige historie. Det fokus har leveret en meget skarp kontrast fra seriens ellers meget metodisk og næsten kolde tilgangsmåde. Det er også ud af dette fokus, at de mest interessante historier udspringer, fordi vi lærer nye sider af karakterne at kende, og det er til trods for 12 år på sendefladen. Det er dog stadig CSI, hvilket vil sige, at størstedelen af afsnittene ikke har nogen personlig konflikt i centrum, men i stedet følger en simpel skabelon. Derfor står vi desværre tilbage med endnu en sæson af CSI, der kun delvist bevæger sig uden for sin meget ufarlige og magelige struktur og, som følge heraf hurtigt ryger i glemmebogen.
Bonus materiale
Ud over de 22 afsnit af CSI, så følger der også godt og vel et par timers ekstra videoer, hvor man kommer med bag kameraet. Her følger vi bl.a. hvorledes crossoveren mellem CSI og CSI:NY blev til, hvordan kulisserne bliver skabt og, hvordan serien overhoved blev til. Derudover er der også kommentarspor på et par udvalgte afsnit og slettede scener til de fleste afsnit.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
