Skriv en kommentar
Den unge Eric Nietzsche (Jonatan Spang) er en følsomt drømmende ung mand, der søger ind på Filmskolen i slutningen af 70'erne. Uvidende og naiv omkring branchen, betyder mødet med miljøet et kulturchok af dimensioner, særligt når det handler om kunstnerisk frihed. Lærerne er magtsyge, de medstuderende er påtaget og filmarbejderne er ofte mere indbildske end hvad godt er. Mest af alt har Eric en brændende fascination af natur – blade og træer er hans store filmiske drøm at lave en produktion over. Efter at have været på kant med flere af lærerne, finder han ud af at målet helligere midlet – og Eric ender med blive en stor instruktør, underforstået Lars von Trier.
Det har aldrig været en hemmelighed at Lars von Trier, som den excentriker han nu engang er, ikke er bleg for at hylde sit martyrium og misforstået geni. Det falder absolut ikke altid i god jord herhjemme, og ofte er hans selvironiske distance også noget misforstået. For selvironi og sarkasme er der massere af i ”De Unge År”, skrevet af Trier og altså instrueret af Jacob Thuesen. Trier portrætteres gennem Eric som uskyldigheden selv og har tilmed sneget sig ind som sarkastisk alvidende fortællestemme, præcis som vi så det med John Hurt i ”Dogville” og ”Manderlay”. Filmskolen er som taget ud af ”Det Forsømte Forår” og filmbranchen latterliggøres som noget Monty Python ville rynke på næsen af. Det er alt sammen ganske morsom, selvom det indimellem godt kan blive en tand for indforstået. Udleveringen af de forskellige profiler i tiden er nemlig under andet navn, end deres autentiske navne. Det er relativt nemt at gætte sig til at den jyske instruktør som Eric møder, skal forstille at være en godmodig parodi på Nils Malmros. Dog er flere i persongalleriet ikke just nogle flertallet vil nikke genkendende til. Dermed ikke sagt, at man behøver at have et indgående kendskab til den danske filmbranche i 70'erne for at finde filmen underholdende, men det hjælper gevaldigt. Vredesudbrudet mod Filmskolen kan også virke lidt ude af proportion, taget i betragtning af at det er over fem og tyve år siden Trier gik der – men ligesom der i filmen foregår en masse bag kulissen, har Trier muligvis særlige årsager til at provokerer. Selvom det sikkert blot er for provokationens skyld.
Over hele linjen leveres der gode skuespillerpræsentationer, værd at bemærke er Jonatan Spangs uventet gode præsentation som englebarnet Eric, og bl.a. Søren Pilmark som skoles rektor Mads – virkelighedens Henning Camre, gør det fint. Jacob Thuesen gør det også godt, med at skabe Erics naive og drømmeagtige verden set i 70'erne.
Som en harmløs komedie er ”De Unge År” et ganske underholdende bekendtskab, men den kommer først til sin ret i kraft af et indgående kendskab til dansk film – hvilket ikke alle biografgængere er i besiddelse af. Som en humoristisk dannelseshistorie er filmen på højde med de fleste andre i samme genre, men at trække det et niveau højere bliver simpelthen for krævende med så indforstået en historie som denne. Det er ærgerligt, da det er et godt stykke håndværk og med gode indsatser på alle fronte.
