Skriv en kommentar
I Danmark kan vi lave krimifilm. Det har udlandet bidt mærke i, og af samme årsag vil briterne nu også have deres egen Carl Mørck. Transformationen blev lagt i hænderne på Scott Frank, der i Matthew Goode fandt sin Carl Morck. Afdeling Q blev til Dept. Q. Assad hedder nu Akram, mens Rose meget passende hedder Rose. Her hører lighederne så også op, for lad mig advare med lygter og horn. Ja, faktisk skal man ikke længere end seriens musikalske intro-tema, førend man ved, at den er helt gal!
Dept. Q er ikke min Carl Mørck. I om muligt endnu større skala end visse amerikanere heller ikke mener, at Trump er deres præsident. Franks Dept. Q er en fadæse af rang og at påstå en filmisk miljøbeskrivelse, handlingsparallel eller 1:1 adaption i retning af Jussi Adler-Olsens dystre og nervepirrende film, ja så er jeg mere overbevist om, at Avatar er James Camerons vision af Olsen Banden På Spanden. Vores egen succesfulde “Kvinden I Buret” er her rullet ud som en 9 afsnits kagedej med længder mellem 42 minutter og op til 1 time og 11 minutter. Et vanvidsprojekt med så skamfuldt et resultat, at ingen på planeten vil kunne forstå, at en udenlandsk genindspilning af så ringe en kaliber faktisk har et fascinerende opland. Nogle vil måske også bruge den tyndbenede Dept. Q til at få et forvrænget indtryk af danskernes filmiske formåen og seriesmag.
Det gør faktisk helt ondt at se Morck i form af Matthew Goode, der ganske vist er en indebrændt og morbid type, men helt uden ægte indlevelsesevne og med jordens mest stive taleflod. Han er alt det, som vores egen Mørck i form af Lie Kaas og Thomsen ikke er. Det tager selvsagt også en krig og en madpakke at få etableret Dept. Q i kælderen på politistationen, og serien er i det hele taget urimeligt lang tid om at få bragt en sag på bordet, der er den vigtigste drivkraft plotmæssigt. Måske det handler om de 9 afsnits længde, der er så hjernedød en beslutning, at man bliver helt bekymret for, om Frank har udtænkt den selv. Det kan selv et mesterværk af en roman slet ikke klare. Enden af det er en serie, der er alt for lang og ufattelig kedelig - stopfodret med overflødige scener, og en misforstået tilgang til at opklare en sag, da Morck svanser rundt i absurditeter, der på ingen måde reflekteres til sagen. Samtidig forsøger han også at få hjemmefronten til at fungere, hvor en egenrådig og mindst lige så vrissen teenager slår sine folder.
Bedre bliver det altså ikke med implementeringen af Akram, der er logikkens usynlige mester. Han er syrer, der dukker uanmeldt op og nærmest på sine ikke ret blå øjne alene får jobbet. Rose mangler den vittige vidde, der med humor og prikken mod den mavesure hovedperson kan få sat lidt kulør på tingene. Rose i serien her er et omvandrende
tossehoved, der egentlig ikke har nogen reel funktion. Spænding er der heller ikke noget af. Vi har ganske vist vores kvinde i “buret” og nogle kidnappere. Mens den tilfangetagne kvinde gennem årene forsøger at finde ud af, hvorfor hun bliver holdt fanget (omend i live), så følger vi ligeledes på afstand hendes plageånder, der gemmer sig i kontroltårnet og skiftevis taler ydmygende til deres offer og udsætter hende for stressende tiltag. Her er ikke for 10 øre suspense. Jeg er mildest talt i chok over, at dette er et udkom af en af dansk films største thrillersucceser. Det var faktisk ikke med min gode vilje, at jeg holdt helt til enden.
Jeg har ikke den fjerneste tiltro til, at Scotts Franks makværk skulle kunne få en efterfølger, selvom der er forlæg nok at ødelægge. Jeg er no clue omkring, hvem der skulle blive det mindste draget eller fascineret af denne påståede krimiserie. Værst er at den uintentionelt skildrer sløvt politiarbejde, overfladisk følelsesregister og skurke, der minder om Bedstemor And og Fætter Guf. Det kræver en større opklaring at få svaret på, hvorfor ingen har grebet ind over Scott Franks “overgreb”. Der er ganske rigtigt sket en forbrydelse, og det er, at der er givet liv til denne ufuldstændige pendant til et stykke stolt dansk kulturværk. Man sidder desværre og håber på, at staklen i tanken udånder inden hjælpen når frem, så man måske kan få fri før tid.
