Skriv en kommentar
I tiden før hippiekollektiver, unisex og flower power var især amerikanske komedier præget af den genre, som man kunne kalde den ”uartige” komedie. I disse komedier blev replikkerne kækt leveret som fra en maskinpistol – og den ene mere fræk end anden. Intet blev dog sagt eller vist direkte. Altid indirekte kom de små uartige hentydninger, visuelt som verbalt, og altid med et finurligt og drilsk glimt i øjet. Altid hentydende den seksuelle revolution, der var på trapperne. Dette blev kombineret med saftigt musik og en visuel stil, hvor det brede CinemaScope-lærred fungerede som en farvepalet for den tindrende klare Technicolor. Alle mulige visuelle gags og indfald var der samtidig plads til, med det gakkede og grænseoverskridende fra tegnefilmens univers som altid tydelig inspiration.
Det er i denne formel og tid, ”Down With Love” finder sit absolutte ståsted. I begyndelsen af 60’erne ankommer Barbara Novak (Renée Zellweger) til New York for at lancere sin nye kontroversielle bog, ”Down With Love”. En stærkt præfeministisk bog, der propaganderer for karriere, magt og sex fremfor den kærlighed, der så længe har holdt kvinder i stramme tøjler. En holdning hun selv er gennemsyret af – men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene.
Såvel bogen som hende selv stryger hurtigt til tops og dermed kommer hun i søgelyset hos stjernejournalisten Catcher ”Catch” Block (Ewan McGregor). En inkarneret, mandschauvinistisk skørtejæger – charme, selvtillid og lækkert hår – men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene. Han sætter sig for at få skovlen under den kvinde, som han ser som en benhård jernlady, ved at lokke hende i kanen og dermed bevise, at hun, når det kommer til stykket, er som alle andre kvinder og kan væltes omkuld af den helt store kærlighed. Men hvem er det egentlig, der får slået benene væk under sig først? Og dermed starter kattens leg med musen, hvor de konstant bytter roller som kat og mus.
Der bliver spillet helt oppe på tåspidserne i en lystspilstil, der trækker tråde tilbage 50-60’erne lystspil. Herligt overdrevent overgearet så det skærer i tænderne. En spillestil man bestemt kunne kritisere, hvis den blev fremført i en almindelig komedie. Men ”Down With Love” er alt andet end almindelig. Det er en forrygende og swingende hyldest til 50-60’ernes sexkomedier.
En genre, der så småt blev sået i 30’ernes screwball-komedier og fuldendt i 50-60’ernes lystspil, ofte med Rock Hudson og Doris Day i de to hovedroller. Men mesterinstruktøren Frank Tashlins visuelle crazy-komedier, bl.a. Jayne Mansfield-klassikerne “The Girl Can’t Help It” (Pigen kan ikke gøre for det, 1956) og “Will Success Spoil Rock Hunter” (Ih, du forbarmende, 1957), står stadig som det ypperste. Man får således også små referencer i løbet af filmen til flere af såvel Frank Tashlins små perler som andre lystspil fra den tid.
I stedet for datidens stjerner, Doris Day og Rock Hudson, får man her i stedet et par særdeles veloplagte Renée Zellweger og Ewan McGregor, og det er, med al respekt for fordums storhed, bestemt ikke et dårligt bytte. Begge viser de, at de mestrer det overdrevne uden at overspille. På sidelinjen får man David Hyde Pierce (fra ”Frasier”), og der er jo ikke andet end at sige, at han er perfekt i rollen som Catchs neurotisk kærlighedshungrende redaktør Peter McMannus, der ligeledes kører en flirt, om end temmelig skæv, af med Novaks manisk magthungrende forlagsredaktør Vikki Hiller (skønt spillet af Sarah Paulson).
”Down With love” er en pastiche fuldendt i alle kunstens regler. I såvel dialog som i musik, farveholdning, klipning, effekter, production design, titelsekvens og som sagt i skuespillet får man en sød smag af tidlig 60’er-film. Altsammen i perfekt symbiose. Det er stærkt gået og simpelthen uimodståeligt. Det er herligt nostalgisk for alle os filminteresserede og forhåbentligt stærkt underholdende også for alle andre.
Nogle vil måske umiddelbart finde den en smule klæbrig, og et par malplacerede synge/danse-numre sætter da også lidt ridser i lakken. Men, piger og drenge, nyd for guds skyld med åbne øjne denne hæmningsløse hyldest til et stykke ægte ”Americana”. Man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene.
