Skriv en kommentar
Filmen starter brutalt umiddelbart efter den indledende tekst på sort baggrund med lyden af overfaldet og voldtægten. Effekten bliver understreget, da billedet skifter og man ser Michèle kæmpe en forgæves kamp for at slippe fri og væk. Gerningsmanden rejser sig, trækker bukserne op og stikker af – hvorefter Michèle viser sig fra sin absolut mest kølige og kontrollerende side. Hun rejser sig lukker terrassedøren, fejer skår efter kopper og glas op og virker i øjeblikket nærmest som om intet var hændt.
Michèle sætter sig imidlertid for at afsløre gerningsmandens identitet, men det sker ikke på den hævntørstige amerikanske måde. Nej, hun anskaffer sig nok en peberspray og en økse, men denne handling lægger faktisk ikke op til bevæbnet hævndrevet efterforskning. Dertil er Michèles virksomhed, familie og liv i øvrigt for sammensat. Det er da også lige netop hendes sociale relationer, hendes refleksioner over nutid – og en dramatisk fortid – og kontrollerende forhold til hendes søn og mor, der bærer frem mod et klimaks, en erkendelse.
Elle er bygget på Philippe Dijans roman ”Oh …”. En titel, der kan lede tankerne hen på ”O’s historie”, men som i højere grad udtrykker Michèles retoriske overraskelse over, hvordan hendes kølige, til tider kyniske manipuleren med omgivelserne falder ud. Det gælder sønnens stormfulde forhold til en ilter, gravid kæreste, veninden - sammen med hvem Michèle har skudt penge i et computerspilfirma – og hvis mand Michèle i øvrigt ligger i med, eks-manden, som Michèle omgås uden nævneværdig interesse eller engagement … når man ser bort fra en noget respektløs omgang med hans unge kæreste.
Elle trækker beskueren med ud i et broget landskab, hvor moral er sat ud af kraft og hvor hovedpersonens adfærd kontant er kilde til undren, til fortolkning – i billedsekvenser, der bevæger sig mellem drøm og virkelighed. Hvornår er handlingen … virkelig og hvornår bevæger den hovedpersonen ud i en drømmeverdens ønsketænkning?
Michèle bærer på en traumatisk fortid. Hendes far myrdede 70 børn, da hun var barn. En ubegribelig rædsel – og vanære – der ikke overraskende har præget Michèles liv. Moderen giver sig pudsigt nok tid til - mellem sine egne stadigt mere fortvivlede forsøg på at fastholde ungdommelig erotisk tiltrækningskraft - at formane sin datter om at holde kontakten til hendes far.
Michèle selv har juleaften naboen Patrick på tomandshånd over et glas cognac. Måske spiller det ind, at Michèles føler sig tiltrukket af Patrick. I hvert fortæller hun ham om sin fars grusomme ugerning med en kølig afslappethed, som om hun prøver Patricks grænserne for forståelse og tålmodighed af.
Nu skal der ikke røbes for meget om historiens udvikling hen mod den dramatiske afslutning. I stedet skal der lyde rigtigt mange anerkendende ord til instruktøren Paul Verhoeven for en eminent sans for at omsætte Philippe Dijans roman – med diskret om- og tilskrevne scener – til et effektivt psykologisk drama. Desuden giver Isabelle Huppert rollen som Michèle karakter, fylde og isnende troværdighed. Ganske fortjent har hun har hentet en Golden Globe for bedste kvindelige skuespiller, mens filmen som sådan hentede samme pris for bedste ikke-engelske film.
Paul Verhoeven har tidligere begået sig i hollandsk film i 25 år og i Hollywood i 15 år. Elle er den første film han står bag, som er optaget i og henlagt til Frankrig. Meget tidligt i produktionen var det faktisk hans hensigt at omplante historien til USA, men det færdige resultat viser, hvor god en beslutning det var at lade filmens handling udfolde sig på romanforlæggets hjemmebane.
