Skriv en kommentar
Vi har med garanti alle på et eller andet tidspunkt i løbet af skoletiden hørt om Struensee og den sindssyge konge. Det var noget med en ung, engelsk prinsesse, en lummer konge og en Robin Hood’sk livlæge, der tog magten fra de onde magthavere. Jeg mindes i hvert fald, at denne historie skilte sig ud blandt feudalsystemer, stavnsbånd og andre emner i historietimerne i folkeskolen, ikke mindst fordi den lød for spændende til at have foregået i kedelige Danmark. Her var både magkampe, kærlighedsaffærer, bordeller og galninge, og jeg mindes allerede dengang at have tænkt, at det kunne blive en fed film.
Nu har instruktør og manuskriptforfatter Nikolaj Arcel (Kongekabale, Sandheden om mænd) så valgt at tage udfordringen op, og filmatisere et af de mest ophidsende stykker danmarkshistorie der findes, en proces der har været i gang i en længere årrække. Nu, med et kæmpebudget på 45,5 millioner, har Arcel så endelig fået lov at realisere sin drøm, og det gør han med Mads Mikkelsen (hvem ellers?) som Johan Friedrich Struensee, og opkomlingene Mikkel Boe Følsgaard og svenske Alicia Vikander i rollerne som hhv. den gale konge, Christian VII, og den forsmåede og ensomme dronning, Caroline Mathilde.
Trekantsdramaet
Når man som instruktør og manuskriptforfatter forsøger mere eller mindre realistisk at gengive historiske begivenheder, så kan man gøre det på flere måder. Man kan eksempelvis lave et overdådigt kostumebal som Sofia Coppolas Marie Antoinette, eller man kan fokusere mere på de involverede personer, som eksempelvis Clint Eastwoods J. Edgar forsøgte det. I En Kongelig Affære er hovedvægten lagt på at gengive trekantsdramaet mellem de tre hovedkarakterer, og der fokuseres således mest på den psykologiske udvikling. Dette betyder ikke, at den visuelle side er negligeret, for det er tydeligt, at der er gjort et kæmpe stykke arbejde ud af at gengive 1700-tallets København og dets indbyggere. Kostumer og kulisser kommer dog aldrig til at overskygge trekantsdramaet. Dette skildres fornemt og intelligent, ikke mindst gennem Arcel og medforfatter Rasmus Heisterbergs skarpe manuskript. Selvom det 18. århundrede var præget af store samfunds- og erkendelsesmæssige omvæltninger – som også skildres i filmen – så holdes fokus hele tiden stramt på de tre hovedpersoner og deres forhold.
Fortjent sølvbjørn
Og de tre skuespillere gør ikke magt- og kærlighedsspillet mindre interessant. Mads Mikkelsen kører en fremragende præstation hjem på rutinen, og han formår at være skiftevis sympatisk revolutionær og jaloux magtmisbruger. Han overstråles dog af både Vikander og især Følsgaard. Vikander er gudesmuk og intelligent i rollen som Caroline Mathilde, og man føler virkelig hendes ensomhed og desperation blandt den onde, onde danske adel. Og Følsgaards sølvbjørn i Berlin er fuldt fortjent, da han formår at gøre Christian VII, som i min historieundervisning blev meget ensidigt beskrevet, til en meget splittet karakter. Det ene øjeblik beordrer han al lorten væk fra de københavnske gader, det næste ligner han en hundehvalp, der har fået et ufortjent slag over snuden. Der findes utallige eksempler på skuespillere, der spiller mentalt handicappede (Dustin Hoffman i Rain Man, Sean Penn i I Am Sam, etc.), og alligevel kan jeg ikke komme i tanke om nogen, som jeg kan sammenligne Følsgaards præstation med. Han er ganske simpelt unik som den skrøbelige og skræmmende konge.
En Kongelig Affære er ikke perfekt. Arcel vil skildre historien gennem både Struensee og Caroline Mathilde (som han blev opfordret til af ingen mindre end Lars Von Trier, filmens manuskriptkonsulent), hvilket både er en fordel og en ulempe. Det ene øjeblik giver det et nuanceret syn på begivenhederne, det næste er det med til at bremse handlingen en smule. Især mod filmens slutning, der gerne vil runde alle trådene nydeligt af, bliver tempoet lidt for langsomt. Alt i alt har Arcel dog udført et kongeligt stykke arbejde, og han formår at formidle et stykke danmarkshistorie med både bid, spænding og nærvær.
