Da “The Simpsons” startede tilbage i 1989, havde de færeste nok anet, hvor stor en indflydelse serien ville få på amerikansk TV. Den animerede og dysfunktionelle familie var en satire på USAs både små og store begivenheder, og spækket med så mange små referencer undervejs, at der skulle et utal af gensyn af hvert afsnit til, for at afsløre dem alle. Netop denne opskrift blev reproduceret i en lang andre efterfølgende serier, og det er så her, at “Family Guy” kommer ind i billedet. For “Family Guy” startede nemlig ud med at være “The Simpsons” lillebror, der havde svært ved at finde sin egen identitet. Efter nogle år fulgte serien dog sit eget skema, og blev på et tidspunkt mere selvstændig, og overhalede “The Simpsons” kvalitetsmæssigt, da originalen begyndte at gentage sig selv, og stjæle fra alle de serier, som engang stjal fra den. “Family Guy” tog dog et par års pause, og vendte stærkt tilbage, hvor serien i sandhed kom til sin ret. De seneste par år har kvaliteten været vedligeholdt på et højt niveau, og den nu 16. sæson fastholder denne standard.
Allerede fra første episode, viser 16. sæson af “Family Guy” at den fortsat har fingeren på pulsen, da den tager fat i emnet omkring forældres medicinering af børn. Umiddelbart et emne som de færreste kan vende til noget sjovt, men seriens skaber Seth MacFarlane har ikke de store problemer, og formår samtidig at komme med en stærk pointe undervejs. På trods af disse løftede pegefingrer, tunge emner og stærke moraler, bliver der dog ikke skåret ned på hverken humor eller antal af vittigheder undervejs. Det er som altid ikke alle vittigheder, der er lige stærke, og Peter Griffins imitation af Miley Cyrus nøgen i musikvideoen til “Wrecking Ball” bliver en smule for høhø til et nutidigt publikum. Det gør Cleveland Browns koreanske popstjerne alterego også. Dog bliver det hurtigt vejet op af episoder såsom et hvor Chris uheldigvis kommer til at myrde en anden, og forsøger at fjerne alle spor. Det er morsomt og ofte morbide ting, man er vidne til i “Family Guy”, og det er netop når, serien tør tage linen hele vejen ud, at resultatet ender i top. Netop dette sker ofte i den nu 16. sæson, der ender i seriens top 5 indtil videre.
Blandt ekstramaterialet kan man finde kommentarspor til flere af episoderne, der giver både et fornuftigt indblik i produktionen, men endnu bedre er det hamrende underholdende. Der er også slettede scener og en lang række små fornøjelige features, der gør ekstramaterialet til et must for tilhængere af serien.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.