Vi har fulgt Clark- og Salazar-familien, lige siden zombierne kom til verden. Sammen med Victor Strand nåede de til Mexico, med den forhåbning at de kunne finde et sikkert sted. Men som det skulle vise sig, så var situationen ikke bedre syd for den amerikanske grænse, og sidst i anden sæson forlod Nick sin mor og søster. Men de ankom alle til grænsen igen for at blive genforenet i det første afsnit i denne sæson. Der er dog ikke meget tid til at fejre genforeningen, da de ender i endnu en grusom situation: Madison (Kim Dickens), Travis (Cliff Curtis) og Alicia (Alycia Debnam-Carey) bliver fanget ved den mexicanske grænse. Travis bliver sat sammen med andre mandlige fanger, og han ser, at også Nick (Frank Dillane) og Luciana (Danay Garcia) er fanget, Luciana hårdt såret. Madison og Alicia får langt bedre behandlinger, alt imens Troy (Daniel Sharman) udfører eksperimenter på mennesker ved at dræbe dem og se, hvor lang tid der går, før de bliver til zombier.
Det er svært at lade være med at afsløre for meget i denne sæson, men i bund og grund handler det om at finde et godt sted at være. Tempoet i denne serie føles stadig meget anderledes end i den rigtige ”Walking Dead”-serie, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, eftersom alt, hvad der foregår i denne serie, finder sted i starten af zombieudbruddet. Og hvorimod hovedserien følger meget specifikke karakterer i løbet af et enkelt afsnit, gør ”Fear the Walking Dead” det, at vi følger mange forskellige personer på mange forskellige locations i bare ét afsnit. Det sidstnævnte gør, at du får mulighed for at følge med i alle i serien, uden at vente to eller tre afsnit, før vi vender tilbage til dem igen. Begge måder at lave serierne på har hver deres charme, og nogle gange følger ”Fear the Walking Dead” også den originale formel, men i sidste ende har den her serie sit eget system. Generelt set håndterer denne sæson ét emne, nemlig det at finde fred og ro, eller i det mindste stabilitet, i en verden, som er ved at rådne væk.
Hvis vi skal se på hovedkaraktererne, så er der ikke meget, som har ændret sig siden sidst. Vi følger stadig Clark- og Salazar-familien, samt Victor Strand. Disse personer, og skuespillerne som spiller dem, er seriens fundament for det, som serien er bygget på. Ikke desto mindre er der nye figurer med i denne sæson, figurer som vi ikke helt ved, hvor vi har dem eller hvor længe de er med. Men de bliver alle spillet godt og kvalitetsmæssigt er de lige så fascinerende som karaktererne fra ”The Walking Dead”.
Sæson 3 af ”Fear the Walking Dead” er ikke den hurtigste sæson i serien, og den har faktisk ikke særligt meget med zombierne at gøre, det hele handler om at finde sin plads i den nye verden. En ny verden, som er hård og brutal. Men hvis du kunne lide sæson et og sæson to, så vil du uden tvivl elske disse nye afsnit. Overordnet set har serien mange ting, den gerne vil have ud af verden, men det kniber lidt med at virke frisk og være lige så relevant som ”The Walking Dead”. Der skal snart ske noget vildt, hvis den her serie stadig skal tiltrække et publikum.
Blu-Ray: Lydsiden består af 5.1 DTS-HD-MA og det lyder fantastisk. Billedserien er knap så spændende, fordi det er tydeligt, at det er en tv-serie. Men det betyder ikke, at det er dårligt. Billederne er skarpe og farverige, men det er ikke det samme som en Hollywood-blockbuster.
Ekstramateriale: Der er ikke meget at snakke om, hvad angår ekstramaterialet. Der er omkring en times værdi af bonusindhold, som blot er et nærmere kig på, hvad der skete i tredje sæson. ”Inside the Episodes” er sjovt nok, om end en anelse standard af bag kameraet-optagelser. ”A Look Ahead” og ”A Look at the Second Half of Season 3” er korte featurettes, som føles en anelse overflødelige. 2 stjerner for dette.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.