Skriv en kommentar
Den 29-årige Zach Braff har indtil nu ikke gjort sig bemærket som meget andet end en kejtet læge i TV-serien ”Scrubs”, og ud fra den præstation er der endog mange der ville afskrive ham fuldstændig. Men med ”Garden State” – hans debut som spillefilmsinstruktør – skal han nok få vendt nogle fordomme.
Braff har instrueret, skrevet og spiller selv hovedrollen som den malplacerede Andrew Largeman. Andrews far, psykiateren Gideon (Ian Holm, ”Ringenes Herre”), har, på grund af en hændelse der ikke skal afsløres her, udskrevet anti-depressiv medicin til sønnen siden han var helt lille. Efter ni års fravær vender Andrew hjem til sin mors begravelse. Han vender hjem og beslutter sig for at tage en pause fra sin medicin. Filmen skildrer hvorledes Andrew vågner i mere end en forstand, møder gamle og nye venner og bekendte og skaber sig en opfattelse af sin egen tilværelse.
”Garden State” er et generationsportræt og et billede af en vildfaren og rodløs gruppe mennesker i en verden hvor alting er gjort, hvor mulighederne for at skabe sig en identitet efterhånden er begrænsede, og hvor stoffer og druk er en tryghedsfaktor. Andrew passer ikke ordentlig ind i denne verden og er sit nye klarsind i stand til at sætte sig lidt ved siden af sine tragiske jævnaldrende. Han møder den pudsige og anderledes Sam (Natalie Portman, ”Closer”, ”Star Wars”) der sætter gang i en stribe følelser og tanker både hos publikum og den stille Andrew. I en af filmens mest bemærkelsesværdige scener viser Sam hvorledes hun, i situationer hvor hun føler sig ordinær, laver en eller anden improviseret bevægelse og lyd et eller andet tilfældigt sted. Så kan hun med stor sikkerhed sige at hun har foretaget en handling på et bestemt sted, der ikke er foretaget tidligere i historien – og på den måde igen føle sig speciel og betydningsfuld, unik. Det er lige præcis det filmen handler om! Unge mennesker, deres afmagt og evige søgen efter identitet. I en anden scene står Andrew, Sam og en barndomsven, Mark (Peter Sarsgaard, ”Shattered Glass”) og råber så højt de kan i en tilsyneladende uendelig kløft.
Metaforene bliver dog aldrig for klichefyldte eller selvhøjtidelige, hvilket er stor styrke. Filmen er i det hele taget hovedsageligt en skævt humoristisk, melankolsk, romantisk komedie befolket af en lang stribe finurlige og morsomme personligheder. Nærmeste nyere sammenligningsgrundlag må være ”Lost in Translation”, der delvis deler humor og stemning med ”Garden State”.
Som debuterende instruktør leverer Braff en fremragende film. Humoren og personenerne skiller sig ud fra mængden, og historien – der passende for filmen jo egentlig er set før – er meget velfortalt. Braffs glimrende præstation fænger fra start og man keder sig ikke et sekund. Portman, Sarsgaard og resten af skuespillerne leverer alle ganske strålende præstationer der hæver filmen fra bunken af romantiske komedier og gør den til en vedkommende og vigtig film…med egen identitet.
