Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Overvægtig. Lasagneelskende. Mandagshadende. Doven. Fræk. Orange kat.
Ingen yderligere introduktion er nødvendig, Jim Davis´ opfindelse, tegneseriekatten Garfield er velkendt og populær over hele verden. Intet under, at Fox fandt frem til, at der kunne være potentiale i at få tegneserien omsat til levende billeder, en trend, der er ret fremherskende i disse dage, ingen nævnt, ingen glemt.
Lidt om handlingen:
Garfield lever sit liv, som han elsker det – forkælet, beskyttet og med mange spisetider.
En dag bliver hans ejer, Harald, dog tvunget til at udvide sin husdyrbestand med hunde Futte.
Det er ikke populært med en konkurrent, og Garfield gør sit for at komme af med Futte. Det lykkes, men ikke helt som først tænkt, for Futte kidnappes af en ond succeshungrende Tv-vært, der lige har brug for en dygtig hund til at hoppe i sit elektriske halsbånd. Garfield indser, at han alligevel holder af Futte, og må for første gang bevæge sig længere væk end den blinde vej, hvor han bor, i en aparte redningsaktion.
Allerførst skal det siges, at filmen kan ses på to måder.
1. For at få den mest positive oplevelse, må man vælge at se filmen som en historie om en kat, der lever i et univers, der minder en del om tegneseriekatten Garfields. Dvs., ejeren hedder Harald (og er vild med dyrlægen Lisbeth), der findes en kat i nabolaget, der hedder Bettemus og også en hund, der hedder Futte. I givet fald kan man se filmen som en gennemsnitligt underholdende udgivelse, enkelte sjove episoder, et plot, der er yderst gennemskueligt og forudseeligt – alt i alt til at holde ud, og man kan i hvert fald nyde den tekniske side af sagen, i det katten Garfield, der som den eneste er en animation, er meget imponerende lavet.
2. Vælger man at se filmen som en gengivelse af den tegneserie, man har læst talrige gange, så er det klart den dårligste løsning. For lighedspunkterne i løsning 1 er de eneste, man ellers vil nikke genkendende til. Derudover er det svært ikke at finde kritikpunkter, når der skal peges på mangler i forhold til tegneserien. De mest markante skal nævnes: Garfield er som sagt den eneste figur, der er animeret. Resten er rigtige skuespillere og rigtige dyr. Dvs. Futte er en rigtig gravhund, og alt ære og respekt for dens evner til at hoppe lystigt omkring, så lykkes det aldrig tilnærmelsesvis at minde om den savlende svend, der så tit bliver puffet ned fra bordet i den tegnede udgave. Bettemus er helt forkert, og også de tobenede skuespillere er langt fra. Harald er ikke engang tæt på at være kikset, og samtidigt scorer han Lisbeth uden nævneværdige problemer – i tegneserien kan han vel dårligt få en aftale i stand med hende. På det danske lydspor lægger Tommy Kenter stemme til Garfield. Yrgh… Han er noget så irriterende, og personligt måtte jeg skifte til Bill Murrays stemme undervejs for at undgå hovedpine – men han gør det til gengæld rigtigt godt.
Selve Garfield er også noget mangelfuld; han er godt nok doven og spiser meget lasagne, men den charme og det vid, som tegneseriefiguren nu engang har, er helt fraværende. Det er lidt ligesom ånden er væk – og tonen bliver i stedet utiltalende og en anelse værtshusagtigt (på den dårlige måde). Animationen er flot og gennemført, men alligevel ligner det ikke rigtigt Garfield – måske pga. de manglende store øjne, og måske fordi han er malplaceret i forhold til de resterende levende aktører.
En af de store forcer ved tegneserien er, at Jim Davis på en enkelt stribe er i stand til at få afleveret en sjov pointe, og hele tiden forny sig – og alligevel have opbygget et velkendt univers, hvor mandage bare er noget møg, hvor verdens største problem er, om man skal sove eller spise først, og hvor der konstant skal udvikles nye planer for at ydmyge naboens hund. Det er ikke nemt at overføre til en kontinuerlig film – og det er heller ikke lykkedes. Man har forsøgt med hurtige punchlines, men det bliver bare aldrig rigtige underholdende. Det hjælper heller ikke, at Garfield og co. har en tynd historie som baggrund. Personligt så jeg hellere de små tegnefilm, der uundgåeligt blev lavet efter Garfield rigtigt slog igennem, for her er sjælen da bibevaret.
Når Garfield II kommer – og det gør den vel, for der er masser af materiale at lave en opfølger på, så vil jeg da håbe, at man tager skridtet fuldt ud, og laver hele filmen som animation – Og i givet fald vil jeg overveje at se den. Men helhedsindtrykket af ”Garfield – The Movie” er, at jeg vil glemme alt om den, og i stedet finde mine Garfield-hæfter frem af gemmerne igen, for at opleve figuren som den oprindeligt er tænkt.
Skulle man i øvrigt ønske at læse andres mening om filmen, så kan følgende anmeldelse her på siden anbefales:
CinemaOnlines anmeldelse af filmpremieren på Garfield.
Ekstramaterialet:
Kommentarspor med instruktør Peter Hewitt og producer John Davis
Slettede scener
Featurette: At bringe katten til live
Inside (omtale af ”Robots”)
2 små spil
Ekstramaterialet er godkendt, og især er det spændende at høre om det omfattende arbejde med at lave animationen Garfield. Spil på DVD er ingen fornøjelse, heller ikke her, da en Gameboy kan levere bedre action – men opfindsomheden er da i højsædet. Resten er velkendt DVD-ekstramateriale, men gennemarbejdet og ikke mindst flot præsenteret.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.
