Skriv en kommentar
Vi troede det gik godt. Tegneserie efter tegneserie bliver filmatiseret med større respekt for forlæggene og manuskripter, der i højere grad er trofaste mod serieforfatternes ideer. Aktuelle "Spider-man 2" og "Hellboy" klarer sig oven i købet strålende i biograferne, alt dette til trods. Nu har 20th century Fox og instruktør Peter Hewitt så fået de omstridte rettigheder til en spillefilmsudgave af en af alle tiders mest populære tegneserier, "Garfield", og de vælger af meget uransagelige årsager at gå i den stik modsatte retning. Denne film har absolut intet med sit forlæg at gøre!
Historien følger meget meget typiske linjer for kvalmende familiefilm: Vores allesammens fede, dovne yndlingskat, Garfield, er sin ejer Haralds (Breckin Meyer) et og alt. Idyllen brydes, da Harald tager imod en herreløs hund ved navn Futte, og pludselig skal Garfield dele opmærksomheden med dette dumme kræ. Han er ikke tilfreds og sørger for at stakkels Futte kommer galt afsted. Hunden bliver kidnappet af en jævnt ligegyldig skurk, således at Garfield kan fatte sympati, tage på redningsaktion og i sidste ende blive en bedre, tyk kat. Nå ja, så kan Harald jo også lige score den lokale miniskørt-beklædte dyrlæge (Jennifer Love Hewitt) i mellemtiden...
Det lyder kedeligt, og det er kedeligt. Filmen er bygget op således, at alle medvirkende er rigtige mennesker eller rigtige dyr, undtagen vores kære titelkarakter, der er en velanimeret, tyk computer-kat. Resultatet af samspillet mellem den tykke computer-kat og de veldresserede, rigtige dyr og mennesker, er skammeligt! Figuren virker simpelthen urealistisk og malplaceret.
Endnu mere skammeligt er manusforfattere Alec Sokolow og Joel Cohens (for guds skyld ikke at forveksle med Joel Coen!) maltraktering af Jim Davis' tegnede forlæg. Davis' småfilosoferende, dejligt ondskabsfulde og politisk ukorrekte voksentegneserie er blevet forvandlet til en puttenuttehistorie, der dårligt nok appelerer til de mindste. Garfield er stadig et egoistisk, lasagneelskende røvhul i filmens start, men alle de finurligheder og detaljer, der gør den tegnede kat paradoksalt interessant er væk. Computer-tyksakken, er uden tyngde, og tåler kun overfladisk sammenligning med sin blyantstegnede bedre halvdel. Harald er forvandlet fra en klumpet nørd, til en nydelig, smurt charmemaskine, der egentlig ikke har de store problemer med at score sin dyrlæge. Alle de andre dyr fra serien er med: Katten Bettemus, nabohunden Luca osv., men de fungerer overhovedet ikke i samspil med den computer-animerede kat. Værst er det dog gået ud over manges yndlingskarakter, Futte. Den så naivt charmerende og snotdumme hund, der osede af personlighed i tegneserien, er blevet en ualmindelig ligegyldig hund af en slags. Det ville have været oplagt også at lave en animeret Futte, da dyret - ligesom Garfield - er så urealistisk i sin tegnede fremtoning. Det ville i det hele taget nok have været smartere at lave en 100% animeret film.
Ud over at lave om på stort set alle medvirkende, har den katastrofale forfatterduo (der underligt nok også stod bag den ganske underholdende "Toy Story") desuden valgt at undlade alle seriens yderligere kendetegn. Her er ikke en eneste scene ved det berømte spisebord, kun en enkel lille fight mellem Garfield og Futte, ingen reel lommefilosofi og ikke nogen vred Harald. At Jim Davis er gået med til manuskriptet, og oven i købet har haft en lillefinger eller to med i skabelsen af det, er meget svært at kapere.
Instruktør Peter Hewitt har tidligere lavet ligegyldige børnefilm, såsom "Lånerne" og "Tom & Huck" og det er ikke med denne film, at hans renome vil blive forbedret. Filmen virker så ubehageligt klinisk, at det er meget svært at tro på at Hewitt har gjort nogen form for indsats overhovedet. Hans skuespillerstab, der udover Breckin Meyer ("Rat Race", "Road Trip") og Jennifer Love Hewitt ("I Know what you did last summer", "The Tuxedo") bl.a. tæller Stephen Tobolowsky ("Adaptation", "Freddy got fingered") som irriterende medieskurk med elektriske dyrehalsbånd, virker alle som en virkelig ligeglade med det endelige resultat af deres arbejde. Det er næsten som om klumpe-duoens tåbelige manuskript og Hewitts ligegyldige instruktion har fået alle til at være møghamrende ligeglade med projektet. I USA lægger Bill Murray ("Stripes", "Lost in translation") stemme til Garfield, og det gør han godt. Han giver katten den eneste smule personlighed den har. Herhjemme skal vi dog trækkes med en overgearet Tommy Kenter, der ikke virker som om han nogensinde har læst tegneserien. De danske stemmer i øvrigt er alle jævne og som man kan forvente.
Det undrer ikke nogen at Fox har gjort som de har gjort, og satset på et bredt familepublikum, men tager man i betragtning at de arbejder ud fra en tegneserie med over 250 mio. daglige læsere på verdensplan, så ville det i virkeligheden nok have været smartere at beholde bare lidt af originalens fanden-i-voldskhed. Det er synd og skam.
Alt i alt er filmen en ubehagelig og fornærmende oplevelse for fans af serien og en ligegyldig og ordinær oplevelse for alle andre...
Filmen vises med dansk tale.
