Skriv en kommentar
Superheltefilm er i absolut topform, lige for øjeblikket – både kvantitativt og kvalitativt. Hvor det for kort tid siden var “Iron Man”, som fløj en velfortjent sejrsrunde i de danske biografer, har vi de længe ventet “The Dark Knight” og “Hellboy 2” i sigte. Modsat disse titler, der alle er mørke tegneseriefilmatiseringer,står “Hancock” for en langt mere let og humoristisk tilgang – der mod al forventning rent faktisk virker.
Den alkoholiserede og bumset John Hancock (Will Smith) er en superhelt, uden egentlig at gide være det – og uden at vide hvorfor han er det. Mest af alt, bruger han tiden på at soven branderten ud, eller jagte forbrydere stangvissen. Det er et kæmpe problem for Los Angeles borgere, da Hancock ofte kommer til at smadre en bygning i forbifarten, eller ramme sejlbåde med strandede hvaler. Da han en dag redder en PR mand (Jason Bateman), får Hancock uventet hjælp fra ham – eftersom image er alt hos den mediebevidste befolkning, skal det ændres fra skidt til bedre. Hancocks vaner viser sig dog at være temmelig besværlige at ændre, samtidig med et par uventet problemer opstår i kølevandet på deres samarbejde...
I de fleste superheltefilm, skal man ofte trækkes igennem en længere udviklingshistorie omkring helt(ene), før et egentlig handlingsforløb iværksættes. Det sker ikke i “Hancock”, muligvis fordi filmen ikke er bygget på et forlæg, den skal være tro overfor og fordi det ganske enkelt ikke er nødvendigt. Hancock er en usympatisk bums, der ikke bryder sig synderligt meget om mennesker, uden at kunne sætte sine egne overmenneskelige superkræfter i relief til dem. Filmen er, mere eller mindre, bygget op omkring scenariet omkring den utilpasset antisuperhelt, der hjælper folk når det passer ham – og helst spækket med humoristiske indslag og one lines undervejs. Det er ganske vist letbenet og til dels billigt sluppet, men slet ikke uden sin charme – og som underholdningsfilm, fungerer det skam efter hensigten.
Filmens banalitet er imidlertid både en styrke og en svaghed. Gennem underholdende indslag og en narrativ, der ikke har særligt meget at afsløre, forsøges mysteriet om Hancocks baggrund at løses midtvej ind i filmen. Da sløret løbende løftes, som værende omtrænt lige så ligetil som resten af filmen, falder den ellers fikse og smarte udførelse en smule til jorden. Når der kommer forklaringer på bordet, er de nemlig hverken logiske indenfor filmens præmis og univers, eller virker særligt velovervejet for den sags skyld. Alt berøres overfladisk, ganske få elementer og reaktionsmønstre motiveres – og hvad der før var farvestrålende tju-bang, ender i hat og briller. Flere actionsekvenser er ganske enkelt indlejret i handlingen, pga. et manglende og holdbart plot. Javist, Hancock er vitterlig sjov, når han vælter højhuse i fuldskab. Det gennemgående paradoks er blot, at han ikke kan blive ved med at være underholdende, hvis ikke handlingen er det. Når alt kommer til alt, udgiver “Hancock” sig ikke for andet end hvad den er – en humoristisk og banal superheltefilm med et glimt i øjet, der lever på Hancocks hverdag og hans klovnerier.
Handlingen byder undervejs på et par uventet skift, der såment ikke disker op med gennemtænkte påfund, men derimod en rædsom malplaceret slutning. Det til trods, kan det anbefales at fylde sig med de tomme kalorier, filmen serverer. Selvom filmen nok hurtigt er glemt, kan en gedigen popcornflick som bekendt altid sluges – så længe, at man ikke sætter sig alt for kritisk an og forventer for meget.
