Skriv en kommentar
Folkene bag ”Ice Age” serien og ”Robotter” er tilbage med en ny farvestrålende animationsfilm, holdt i helt samme stil som deres andre film. Umiddelbart skulle man ikke tro, at der kunne komme noget nyt og kreativt fra den front, men nu man har forsøgt sig med nye veje og filmatiseret Dr. Seuss' elsket og originale børnebog ”Horton og Støvfolket Hvem”. Heldigvis bedrager skindet positivt - og det er der kommet en hyggelig og harmløs børnefilm ud af. Og langt bedre, end hvad Blue Sky folkene tidligere har begået.
Horton er en fantasifuld elefant, der lidt lever i sin egen verden og som de fleste andre dyr i junglen ser som underlig skikkelse, man ikke skal tage alt for seriøs. Det bliver ikke nemmere, da han en dag hører et lavmeldt råb om hjælp fra et støvfnug, der sætter sig på en blomst. Tilsyneladende huser støvfnugen en mikroskopisk by, Hvembyen, befolket af de endnu mindre hvemmere. Til trods for latterliggørelse og endda trusler fra den ondskabsfulde Kaninmor (Søs Egelin), beslutter Horton sig for at bringe det lille samfund frem til et sikkert sted. Turen er naturligvis ikke uden problemer, men Horton er en standhaftig elefant der står ved sit ord...
Bogen bag filmen er kendetegnet af en særlig finurlig versform, der trods en barnlig kækhed og naiv tone, også kan få et voksent publikum med på noderne. Det univers de små hvemmere boltre sig i, er farvestrålende i alle ordets betydninger. I en spøjs Storm P. ligende karikatur, tegnes deres verden op detaljeret og dynamisk, med plads til en lang række gennemarbejdet fantasifulde elementer. Blue Skys sædvanlige enkle og pastelfarvet stil, der indimellem kan blive en tand for kulørt efter min smag, falder for alvor som helhed i hak med historie, karakterne og udførelse i det hele taget. I hvert fald når Hvem-byen er i centrum. Junglen, der er Hortons hjem, er nemlig en smule kedsommelig og ordinær – og helt på linje med ”Ice Age” historierne i form og opbygning.
Selvom Horton er en underholdende karakter, forsøger filmen at koge tyk suppe på det fakta, at vi har at gøre med en klodset elefant. Helt unødvendigt, skal der komme irriterende ”humoristiske” standard indslag. Såsom at Horton pludseligt laver den nærmest obligariske Bruce Lee parodi og naturligvis også en usjov ninja parodi. Per definition er det åbenbart helt afsindingt komisk. Til trods for at det i reglen kendetegner amerikanske komedier af værste skuffe, slipper elefanten dog alligevel gennem nåleøjet. Hortons rejse mod den bjergtinde, der er det mest sikre sted for støvfolket, byder på sjove og relativt kreative indslag – men det er afgjort delen med hvemmerne, der rigtigt får publikum til at pruste som peanuthungrende elefanter efter mere. Det er tydeligt, at Horton er pynket op med klichér og fikse virkemidler, for at skulle ramme det yngre publikum. Det havde slet ikke været nødvendigt – historien i sig selv er simpelthen god nok, uden at nemme løsninger skal tages i brug. Med danske briller er det dog et plus, at stemmeføringen af bl.a. Troels Lyby, Søs Egelin og Jens Jacob Thychsen fungerer helt optimal og i sådan en grad, at man ikke sidder og ønsker at se original udgaven udelukkende pga. Steve Carell og Jim Carry.
”Horton og Støvfolket Hvem” er en fantasifuld og finurlig animationsfilm, der kan det unikke, som at underholde både voksne og børn. Der er flere elementer, filmen sagtens kunne have været foruden, og det er ærgeligt at flere klichéer og direkte irriterende indslag, trækker fortællingen om den modige elefant gevaldigt ned. Til gengæld virker støvfolkets univers så godt, at det er en ren fornøjelse blot at følge deres daglige trummerum, hvilket hiver filmen to stjernerne op. Èn klodset elefant er i sig selv ikke nok at koge suppe på, men sammen med et ellers mikroskopisk støvfolk, bliver det hele pludseligt lidt sjovere.
