Lige efter den gamle model igen...
Mand møder kvinder og sød musik opstår i hjertet. Denne gang er plottet dog arrangeret lidt anderledes.
Kate Hudson er den søde Andie Anderson, som skriver en "how to" klumme på en mondænt og smart modemagasin. Hendes nye klumme skal handle om, hvordan man mister en fyr. Hun skal altså i felten som opsøgende journalist og lave alle de klassiske fejl som kvinder kan lave.
Samtidigt på et reklamebureau sidder Benjamin Barry med en fed kampagne til en diamantfirma. Hans to kvindelig kolleger ser gerne den prestigefyldte kampagne på deres skrivebord, men chefen godkender Benjamins kampagne, hvis han kan få en tilfældig pige til at blive forelsket i ham på 10 dage. Hvad sker der monstro så? Ja de kvindelige kolleger udpeger Andie til at blive den pige som Benjamin skal feje benene væk under, samtidig med at hun gør alt for at han skal skride. Længere er den sag ikke.
Kate Hudson er faktisk rigtig sød. Hun minder øjeblikkeligt om en mellemting mellem Meg Ryan og Drew Barrymore, og man tænker naturligvis straks om hun er den nye arvetager inden for denne hæderkronede genre. Hun spiller med den sødme der skal til – og giver sin mandlige modpart rigeligt at tænke på. Matthew Maconaughey er den ærkeamerikanske dreng, som vi kender fra alle mulige typer film og tv. Han spiller en elegant charmør og mors lille dengsedreng. I en scene spises der hummer med fingrene, så det tenderer til det kvalmende. Efterhånden synes man hans romantiske intentioner overtager de karrieremæssige, men generelt hjælper det på filmens kvalitet, hvis man fra begyndelsen synes om den mandlige hovedrolle. Det gør jeg ikke. Han er irriterende og overlegen og fra Texas.
Alligevel er filmen upåklagelig. Handlingen er drillende og spændingen stiger gradvist. Vi kender selvfølgelig alles hemmeligheder og det kan vi godt lide at være på forkant med. Skuespillet er stabilt og sidekicksene kunne godt have været sjovere. Godt håndværk. Og det betyder i sidste ende intet andet end at filmen kan trække tre stjerner for at være en typisk romantisk komedie efter den gamle model.