Skriv en kommentar
"If I want to whistle, I whistle" er en rumænsk film og handler om den 18-årige Silviu (George Piştereanu), som sidder i ungdomsfængsel. Han har fem dage tilbage, da hans lillebroder Marius uventet kommer på besøg for at meddele, at deres moder vil tage ham med til Italien, inden Silviu bliver løsladt. Lillebroderen betyder alt for Silviu. Han forsøger først ad legal vej at få én dags udgang, men det lykkes ikke - han vil gerne tale moderen til rette. Derefter handler han på egen hånd.
Som tilskuer kan man ikke lade være med at få sympati med hovedpersonen, fordi han ufrivilligt presses ud i ekstreme situationer. Både moderen og politiinspektøren vælger ikke at lytte til ham. Det får katastrofale konsekvenser, også for de mennesker, som han føler den største omsorg for.
Dialogerne er skåret helt ind til benet. Der udveksles kun de nødvendigste ord. I stedet kompenseres de uudtalte ord med de mange blikke. Vi introduceres til drengene i ungdomsfængslet midt i deres morgenbad. De har nøgne overkroppe og står og vasker sig i koldt vand udenfor ved nogle stenkummer. Hovedpersonen, Silviu introduceres ved, at en anden drengs blik følger ham nøje. Silviu gengælder ikke drengens åbne og ærlige blik med noget som helst udtryk. Den anden drengs tiltrækning af Silviu er ikke noget, som bliver filmens fokus, men tiltrækningen anes. Der bliver kun vist en scene, hvor den anden dreng om natten lister sig op til Silviu i sengen og sætter sig ovenpå ham med benene ud til siden. Drengen bøjer sig ned over Silviu og siger indtrængende til ham, at han ikke må sige et ord om det ellers slår han ham ihjel.
Silvius observerende blik er fascinerende - det fremstår mut, udtryksløst samtidig med, at hans fastholder den andens blik, når han henvender sig til vedkommende. Det kan enten være moderens, politiinspektørens, lillebroderens eller socialmedarbejderen, Anna – hendes blikke gengælder han med ydmyghed og generthed.
Magtesløsheden, som en ung kriminel klaustrofobisk er fanget i, bliver på eminent vis vist med instruktørens, Florin Serbans håndholdte kamera. Den stærke realisme balancerer til at bevæge sig i dokumentargenren. Filmens cast består af ikke-professionelle og mange af de unge er indsatte i ungdomsfængsler. Den hårde tone blandt de unge og betjentene demonstreres i scenen, hvor Silviu beder politiinspektøren om lov til at få én dags udgang. Svaret fra inspektøren er blot at giver man ham lillefingeren, tager han hele hånden.
George Piştereanu i hovedrollen som Silviu leverer en særdeles fremragende præsentation. Scenen hvor moderen tropper op med lillebroderen begynder rolig, men udvikler sig dramatisk med skænderier, beskyldninger, gråd alt imens lille broderen sidder uskyldig med store øjne og svare på det, moderen og Silviu kommanderer ham til at svare på.
"If I want to whistle, I whistle" indføjer sig elegant i den rumænske nybølge, hvor filmen 4 måneder, 3 uger&2 dage af Cristian Mungiu viser en ligeså stærk psykologisk realisme. Begge film har det tilfælles, at de virkelig sætter sig i kroppen på tilskueren.
"If I want to whistle, I whistle" er ikke en film for alle. Du skal se filmen på dens præmisser, og hvis du vil det, så beriges du med en lille filmperle, og du vil aldrig glemme hovedpersonens vedholdende blik.
