Skriv en kommentar
Michael Winterbottom's ærinde er oftest den sociale indignation. Cinemateket har netop vist hans fremragende tv-serie i fire dele "Family", om en fattig Irsk familie, et afsnit om hvert familiemedlem. "My Name Is Joe" som DR bragte i sidste uge, er Winterbottoms vel nok mest kendte film - også med et kraftigt socialrealistisk islæt.
Sidste film fra Winterbottom var 80'er-skildringen 24 Hour Party People om den musikalske revolution i Manchester, filmet som en art doku-drama.
"In this World" mixer de to ingredienser, det socialrealistiske med det drama-dokumentariske.
Filmen er fra Winterbottoms eget selskab der bærer den sigende titel "Revolution", og det er også et stærkt statement Winterbottom fremfører, uden egentlig at pege, men ved nøgternt, ja nærmest summarisk at skildre de graverende vilkår for verdens flygtninge, eksemplificeret ved de to unge afghanske mænd Jamal og hans fætter Enayatullag.
Fætrene flygter fra lejren Shamshatoo, nær Peshawar i Pakistan, tæt ved grænsen til Afghanistan. Målet er London, men det er en lang, dyr og farefuld vej, de to skal tilbagelægge.
Turen starter med bus, men transportmidlerne bliver hele tiden dårligere og farligere, med lastvogne, på ladet af pick-up'er, med skib og til fods, og både rejseformen og farerne undervejs gør det til en rejse med livet som indsats og familiens opsparede formue på højkant, gennem Iran, Tyrkiet, Italien og Frankrig.
Det er en usædvanlig film. Alle roller er besat af de egentlige personer, og fotograferingen er ad hoc, i takt med rejsens fremdrift, med ganske let digitalt udstyr og det forhåndværende lys, eller mangelen på samme. Kameraerne er håndholdte, og billederne holdt i Winterbottoms særlige tilstedeværende stil.
Dialogen er beskeden og improviseret, og vi kommer ikke egentlig tæt på hovedpersonerne hvilket både er filmens styrke og dens svaghed. Svaghed fordi historien bliver mindre vedkommende, men styrke idet flugten i højere grad bliver en odyssé der står som symbol for alverdens flygtninge. IMDB sammenligner filmen med Midnight Express, hvilket er lodret forkert, for hvor sidstnævnte netop er en skildring af en mands flugt, er "In This World" mere fortællingen om alverdens flygtninge.
Jeg synes den drama-dokumentariske form passede forrygende godt til 24 Hour Party People, men er mere i tvivl om hvorvidt formen gør "In This World" engagerende nok, men det er en meget anderledes film Winterbottom har skabt, uden lette løsninger og med et vedkommende budskab på hjerte. Man kan måske sige at "In This World" er for hjernen, hvad "Stephen Frears "Dirty Pretty Things" var for hjertet.
Winterbottom udtaler selv, at han håber filmen vil gøre os i Vesten mere imødekommende over for disse mennesker der ikke skyr nogen strabadser i kampen for at nå ind i Vesten og skabe sig en tilværelse her, langt fra venner og familie.
Filmen vandt bl.a. Den Gyldne Bjørn ved filmfestivalen i Berlin 2003.
Som et kuriosum kan nævnes, at Jamal - efter at han af Winterbottom var bragt sikkert retur til sin familie, faktisk gennemførte flugten retur til England, hvor han i dag lever og har et temporært visum der udløb den dag Jamal fylder 18.
