Skriv en kommentar
Da den todelte, 4 timer lange miniserie "It" fik præmiere i 1990, skræmte den livet af alle og enhver, der så den dansende klovn, Pennywise, terrorisere Taberklubben (eng. The Loser's Club). Dengang var det den charmerende og talentfulde TIm Curry, som i dag er 71 år og desværre sidder i kørestol pga. et hjerteslag, der portrætterede dræberklovnen og virkelig borede sig ind i nethinden på gyserfans. Skønt jeg aldrig fandt ham rigtig skræmmende, var det en stor præstation, som Curry leverede, når man tænker på de beskedne virkemidler, han arbejdede med. Men 27 år senere, paradoksalt nok dukker Pennywise kun op hvert 27 år i byen Derry, er remaket nu klart til at blive vist frem for et helt nyt publikum, der senest så en lignende dræberklovn i form af Heath Ledger's fænomenale Joker fra "The Dark Knight" (2008). Bill Skarsgård er arvtageren til Tim Curry, og med de klip og forfilm, som blev udsendt af selskabet, som promovering af filmen, må jeg indrømme, at mine forventninger var tårnhøje. Ikke kun for filmen, men i særdeleshed også for svenske Bill Skarsgård's portrættering af Pennywise. Og heldigvis, kan jeg konstatere, blev mine ekstremt høje forventninger i den grad indfriet.
Frygt
I filmen følger vi syv socialt udstødte børn, der sammen vokser op i byen Derry, Maine, hvor de kalder sig for Taberklubben. Ikke alene må de hver dag kæmpe imod byens hårde bøller, herunder lederen Henry Bowers (Nicholas Hamilton), men samtidig plages de også af den grufulde, ældgamle og udsendendesskiftende dræberklovn, Pennywise (Bill Skarsgård), som har plaget byen lige siden den blev grundlagt, og som kan transformere sig til børnenes værste frygt. Når den kravler op fra kloakkerne hvert 27 år for at sprede frygt og rædsel, er det for at jage sit yndlingsbytte, nemlig Derrys børn. Taberklubben beslutter sig for at sætte en stopper for Pennywise's evindelige terrorisering af byen, men for at "It", som de kalder klovnen, skal forsvinde permanent, må de holde sammen og se deres værste frygt i øjnene.
Fantastiske børneskuespillere
Den argentinske instruktør Andy Muschietti har med "It" skabt en vidunderlig genrehybrid, der både fungerer som en fuldblodsgyser, når Pennywise viser sig, men som også indeholder andre genretematikker fra bl.a. socialrealismen og den psykologiske thriller, hvilket kommer til udtryk, uden at spoile for meget, hos nogle af børnenes sociale baggrunde. For når nu forlægget er skrevet af Stephen King, så ved man på forhånd, at der ikke blot er tale om en "almindelig" gyserhistorie. Der er kant og kraft, rigtige følelser, effektfuldt karakterdrive og kritiske samfundssociale undertoner i manuskriptet. Alt dette bliver smukt kanaliseret ud igennem Muschietti's visuelle smukke stil og generelle filmiske overskud. Børneskuespillerne er fremragende, hvilket er forfriskende, når det nu hører til sjældenhederne. Jaeden Lieberher som den stammende, men modige Bill, Sophia Lillis som den kloge og stærke Beverly, Finn Wolfhard som den frække og flabede Richie og Jeremy Ray Taylor som den intelligente og overvægtige Ben, skal alle fremhæves, da de gør det eminent og har unægteligt nogle store karrierer foran sig. Den blændende kemi imellem børnene minder faktisk om den, som børnene deler fra tv-serien "Stranger Things" (2016-). Og som Finn Wolfhard sjovt nok også medvirker i. Samtidig overrasker filmen på en genial måde, da Richie pludselig bruger ordet "fuck" i alle dets udstrækninger på ægte "Deadpool"-manér.
Traumatiserende Pennywise
Bill Skarsgård's fortolkning af Pennywise er ganske enkelt frygtindgydende og traumatiserende. Man kan ikke helt sammenligne Curry's og Skarsgård's præstationer, da Curry overspillede perfekt, men også tilførte en del humor. Men med Skarsgård's fortolkning, allerede fra første scene, hvor han snakker med den lille dreng, Georgie, igennem kloaksystemet, kan man mærke, at han har tilført karakteren noget ekstraordinært skræmmende. Han dukker frem fra kloakkens mørke som en slange, iført klovnekostume og med et babyface, der siger spar 2. Men hans maniske grin, sultne smil og dæmoniske øjne er isnende kolde at se på. Skarsgård's stemme knækker på de helt rigtige tidspunkter, og han veksler perfekt imellem den barnlige uskyld, som Pennywise manipulerer med og den komplette psykopat og det rovdyr, som han er. Benjamin Wallfisch's soundtrack er også fantastisk, og indeholder både de uskyldige og melankolske toner, som passer perfekt til børnenes karakterer, men også nogle originale og opfindsomme arrangementer, der supplerer Pennywise's uhygge sublimt i de scener, hvor han skræmmer livet af børnene - og publikummet.
"It" er perfekt over hele linjen og den er ligeså underholdende, som den er hjerteskærende, charmerende, intens og hamrende uhyggelig.
