Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Da den første film om Justin Biebers rejse fra amatøragtige Youtube-videoer til en kæmpestjerne ’Never Say Never’ dukkede op i 2011, blev det den bedst sælgende musikfilm nogensinde. Havde det noget med indholdet at gøre? Nej. Havde det noget med Biebers skare af psykotiske teenagere? Ja. Nu er instruktøren bag den tidligere film på banen igen med en ny film om pop-ikonet, som for alvor har delt vandene ligeså meget som Twilight-sagaen – og mere til.
Selve dokumentaren følger Justin Bieber bag scenen, på scenen samt hans trofaste fans under udgivelsen af hans nye album, Believe. Man ser koncertoptagelser fra hans turné med albummet og man følger hans stadigt stigende succes blandt sindsforstyrrede teenagere – men mest af alt ser man blot resultatet af et produktionsmøde, hvor deltagerne har diskuteret følgende dilemma: hvordan får vi proppet flest mulige brækfremkaldende, amerikaniserede pladderromantiske forestillinger om Justin Bieber ind i en spillefilm på 1 time og 30 minutter?
Filmen skal have en smule ros for nogle flotte koncertoptagelser, hvor man kan se hvor mange der reelt set er helt opslugte af denne unge stjerne. Med nogle snedige klipninger og fornemme kameravinkler formår filmen at anskue mange interessante koncertaspekter – desværre er lyden helt i kulkælderen, da man langt fra har optaget scenerne med den nyeste teknologi, men i stedet fokuseret udelukkende på det visuelle. Bassen er helt af helvedes til, lyden er usammenhængende til tider og man kan på ingen måde nyde optagelserne som en reel koncertoptagelse. Lyden er selvfølgelig den vigtigste instans i en koncert, og derfor kan filmen heller ikke vinde point på, at den muligvis kunne ’nydes’ som blot en lille koncertoplevelse hjemme i stuerne. Og når lyden ikke kan redde filmen, så er der simpelthen ikke noget der kan. Filmen er en udelukkende ’fan-made’-produktion, hvor man slet ikke får det mindste indblik i Biebers liv, andet end storhedsvanviddet, de liderlige teenagere og hans klamme, nye overskæg.
Filmen forsøger måske at vise, hvor stor en stjerne Justin Bieber egentlig er i øjnene på et utal af mennesker, men en normal borger med mere end to hjerneceller intakte vil se denne film og tænke, at fansene er fuldstændigt vanvittige. Dokumentaren byder på en masse usammenhængende klip, hvor man ser hvordan teenagere går fuldstændig – og jeg mener fuldstændig amok over at se ham til en koncert, få billetter til hans show i julegave eller blot ved følelsen af at høre hans nye sang for første gang. Filmen er direkte absurd kvalmende, og man har nærmest lyst til stoppe efter de første 20 minutter – nej, nærmere efter 5. Hvis man er en 13-årig pige og fan er Justin Bieber, er dette uden tvivl årets – eller måske livets største udgivelse (alt efter hjernecelleniveauet, selvfølgelig), og det skal filmen da have lov til at være. Men for den almene filmelsker er denne film en direkte hån mod mediet, da man forventer et decideret plot eller udviklingsskema – her føler man blot at man sidder bundet fast i lænker til en 1 time og 30 minutters lang guitar-jam med en gruppe af folk, som ikke kunne understrege nok, hvor meget de er fan af Justin Bieber.
Beskrivelsen af filmen leder seerens opmærksomhed hen på, at vi skal gøre os klar til sandheden om Justin Bieber, men den kommer som forventet aldrig. Filmen er i stedet en gennemsølet og direkte kvalmende hyldest til Justin Bieber, som om han er den bedste i hele verden, og instruktøren formår på ingen måder at forholde sig kritisk eller blot professionelt til materialet. Han er uden tvivl selv en af de såkaldte ’Beliebere’, da sammenklipningen af optagelserne virker til at være en direkte opstillet propaganda-udgivelse, hvor man udelukkende har tænkt på at skovle penge ind på psykotiske teenage-piger ved at sætte Bieber på en piedestal og benytte filmens som et beskidt markedsføringstrick. Filmen viser udelukkende situationer, hvor Justin Bieber arbejder ’hårdt’ i studiet med sin notesblok, eller hvor han hænger ud med de helt store stjerner såsom Usher eller Wil.i.am., som sikkert har fået en klækkelig skilling for at sidde i studiet.
Samlet set er ’Believe’ en umådelig fantasiløs film, som blot udforsker de sukkersøde øjeblikke af en stjernes karriere – på intet tidspunkt kommer vi tæt på stjernens privatliv, kriser eller det store pres ved at være en teenagestjerne. Det er uhyrligt langtrukkent at se på, og jeg vil anbefale folk at holde sig langt væk fra denne film. Hvis man absolut insisterer på at sætte denne skive på i hjemmebiografen, så bruger jeg det gamle svømmeråd – vent mindst en time efter måltidet med at se filmen, da der er stor risiko for sure opstød og druknefare.
Bonusmateriale
Åh gud. Hvad finder man i bonussektionen? - 6 forlængede scener. Ingen kommentarer, undertegnede takker af for denne omgang.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
