Skriv en kommentar
Årgang '86 har 25 års gymnasie-jubilæum og det er derfor tid til atter at lufte studenterhuen. Andreas og Niels har ikke den store lyst, men Thomas for dem overtalt. Disse tre herrer har hængt sammen siden dengang, men som tiden er gået er der sket en del forandring. For sådan for alvor at komme i den rette stemning, booker Thomas et hotelophold til de tre gutter. Og inden længe står den på drinks, dansegulv og duller. Selvom den ikke får for lidt, så er det alligevel ligesom om at alting var sjovere dengang, og da det i sidste ende går for sig med klassefesten, så bliver det måske ikke helt den fest man kunne have håbet på.
Sådan er det også med selve den oplevelse man sidder med som tilskuer til denne film. Idéen er god, oplægget på plads, men forløsningen udebliver. Alt det som kunne have været lårklaskende sjovt, ryger hurtigt i baggrunden. Det skal man være forberedt på. Derfor er det måske også en form for overkill at filmen lanceres som en komedie. Der er i hvert fald lige så store dele identitetsforstyrrelse, midtvejskrise, moralforvirring og i det hele taget en tragikomisk stemning gennem hele filmen, og nej, det virker bestemt ikke som om man skal grine af det hele. Det er sådan set ikke et problem med flere tema'er og genrer i en film. Det kan virke som en driftssikkerhed og en større form for vedkommenhed, end blot at have til formål at underholde via laveste fællesnævner. Men selve mix'et kikser så at sige. Det ene øjeblik er det sjovt at suge helium, mens det så efterfølgende er alvorligt at have svært ved at læse uden briller. Og på den måde bølger Klassefesten sig gennem en fodboldkamps varighed uden rigtig at komme nogen vegne.
Jo, det er da meget sjovt at se Anders W. Berthelsen (Andreas), Troels Lyby (Thomas) og Niels (Nicolaj Kopernikus) ryge tilbage i den form for roller som man jo altid har fra sin gloværdige ungdomstid (heller næppe noget tilfælde at skuespillernes rollenavne og rigtige navne starter med samme begyndelsesbogstav). Men konsistensen er sådan set bare nogle ligegyldige øjeblikke, som har til formål at påvise at tiden er løbet fra dem. Men havde løsningen så været at lade de tre figurer feste hæmningsløst og lade alt være fest og glade dage? Næppe, for så havde filmen fået drøje hug for at være en simpel kopi af Hollywood-produktioner som Wild Hogs, Hangover-filmene eller sågar Hot Tub Time Machine.
Filmen gransker voksenlivets perpleksiteter med klassefesten som ramme. Og for at holde dampen oppe, så er den fyldt med diller-humor. Der skal barberes skridt, der skal konkurrence-onaneres og sådan kunne man blive ved. Det kan såmænd være meget sjovt, men så ryger interesse-koflikten helt fløjten, for filmen kan ikke rigtig tåle at bevæge sig mellem så afvigende poler.
Sidder man og forventer en film om hvor sjovt det er med klassegensyn og hvilke pinligheder der nu kan opstå, så går man galt i byen. Selve klassefest-seancen varer blot omkring et kvarters tid ud af de seks af slagsen der er til rådighed. Det er så også i dette kvarter at Aqua-Lene dukker op som Eva Med Røven, og de to Krystere, nemlig Troels Malling som den kiksede Ole og flottenheimeren Tom spillet af Brian Lykke. Altså skal der lidt hjælp til at holde ild i bålet, og det er sådan nok det endegyldige bevis på at indholdet, figurerne og temaet ikke er i stand til særskilt at stå på egne ben. Derfor må Klassefesten også nøjes med 3 stjerner.
Udgivelsen indeholder en enkelt bonus feature, nemlig fraklip og grineflip, hvor der bliver skreget af grin under optagelserne. 8 minutter som naturligvis ikke klarede cuttet på den ene eller anden måde.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
