Skriv en kommentar
Og lad det være sagt med det samme: det kunne have været meget værre. Filmen tager sin utraditionelle start som et sandt rumeventyr. Den Galaktiske Føderations Storråd holder domsafsigelse mod videnskabsmanden Jumba på planeten Turo. Jumba er anklaget for at have genetisk fremavlet et aggressivt dræbervæsen med navnet projekt 626. Jumba ryger i fængsel og væsenet sendes til en fjern ørkenasteroide. Under fangetransporten går alt galt og væsenet undslipper.
Er det den rigtige film du anmelder, tænker den opmærksomme læser. Er her ikke tale om den seneste science-fiction thriller fra Hr. Scott eller Hr. Cameron? Net, det er såmænd Disney – blot på den atypiske facon. Og det er heldigvis ikke kun filmens start som er god. Resten følger stort set trop.
Væsenet søger tilflugt på planeten Jorden, nærmere bestemt Hawaii. Her adopteres han som kæledyr af den forældreløse pige Lilo og navngives Stitch. Lilo bor hos sin storesøster Nani, som har svært ved at holde på sine job og oven i købet plages af de sociale myndigheder, som truer med at tvangsfjerne Lilo. Stitch bruger i begyndelsen Lilo som et slags skjold mod de dusørjægere som kommer fra Stitch’ hjemplanet, og som filmen igennem er i hælene på det undslupne væsen. Stitch er stadig destruktiv som et forladt hittebarn, men som filmen skrider frem, og han får indblik i de gode sider af mennesket, knytter han sig til sin hawaiianske familie og bliver slutteligt dens beskytter.
Det kan virke forudsigeligt og letkøbt – det er Disney jo ofte. Men denne film vinder på sin humor, sin overordnede stemning og frem for alt på den nuancerede personskildring. Her er intet sort/hvidt. Stitch er et egocentreret væsen, som man aldrig rigtig kommer til at holde af. Storesøsteren Nani er skødesløs og drilagtig men nærer trods alt en dybfølt kærlighed for sin søster. De sociale myndigheders udsending er tilsyneladende entydig repræsentant for ondskab men så alligevel ikke. Dusørjægeren Pleakley starter ud med et romantiseret syn på miljøet og de indfødte folk men ender med et realistisk billede af en verden, som hverken er det ene eller det andet. Det er denne sitren i filmen som gør, at man aldrig for alvor dysser hen, heller ikke som voksen tilskuer.
Filmen startede som en sporadisk idé hos instruktøren Chris Sanders for 17 år siden. Han er gået til og fra filmen i alle disse år, og det er nok netop denne langsommelighed, der har bidraget til projektets nuancerede bud på en børneanimationsfilm. Udover den originale handling og personskildring er selve udseendet af filmen også en smule anderledes end ventet. Baggrunden består af akvarelmalerier og som lydtæppe slipper vi heldigvis med meget få sødsuppe Disney-sange. Til gengæld er Elvis Presley’ bedste numre at finde som et gennemgående tema i filmen, idet Lilo er stor fan af Kongen. Til tider kommenterer numrene ligefrem handlingen som eksempelvis Devil in Disguise. Meget fint og meget ikke-Disney.
Med Lilo & Stitch har Disney for alvor vist, at de kan stå distancen og tage kampen op mod Pixars originalitet, selvom jeg må konstatere, at Pixar nok stadigvæk fører en smule.
