Limp Bizkit blev dannet i 1994 i Florida og består af Fred Durst (vokal), Sam Rivers (bas), John Otto (trommer og Rivers’ fætter), Wes Borland (guitar) og DJ Lethal (DJ) – jeg synes personligt, at det er en anelse svært at gennemskue, hvem der helt konkret er medlem af bandet, eftersom Wes Borland forlod bandet, startede et nyt band og siden vendte tilbage – på billeder er de altid 4 personer, men med DJ Lethal er de altså 5? Det er nok kun deres fans, der er helt med.
Jeg kan godt lide flere af Limp Bizkits hits, de mere melodiøse som f.eks ”Behind Blue Eyes, som er et skønt nummer men mange andre af deres numre har jeg aldrig hørt og heldigvis da, for nogle af deres numre er, efter min smag, organiseret larm. Jeg er selv meget glad for både heavy metal og hiphop/rap, men noget af det her er altså lige i overkanten efter min smag, men jeg tilhører nok heller ikke lige deres hovedmålgruppe. Disse skater-metal-rappere har ellers nogle seriøse musikere med i deres videoer og numre, f.eks er både Eminem, Snoop Dog (han hedder vist nok kun Snoop nu), NERD (Pharrell Williams og Chad Hugo) og mange andre, ret kendte og ansete musikere med, så de er jo noget af et navn, siden så store navne gider medvirke.
Denne DVD indeholder 12 musikvideoer:
01 Counterfeit
02 Faith
03 Nookie
04 Break Stuff
05 Re-Arranged
06 N 2 Gether Now
07 My Generation
08 Rollin' (Air Raid Vehicle)
09 My Way
10 Boiler
11 Eat You Alive
12 Behind Blue Eyes
Der er nogle ret gode numre imellem bl.a. har jeg, som før nævnt, en svaghed for Behind Blue Eyes, men kan også godt lide Rollin’ og Eat you Alive, men det er vist også de eneste numre, som jeg rent faktisk kan lide.
Dvd’en har en flot opsætning men jeg kunne ikke få min dvd til at spille alle numre efter hinanden, jeg skulle ind og vælge musikvideo hver gang – ellers er det måske bare mig/min DVD, der ikke kunne finde ud af det? Selvom det altså ikke lige plejer at være tilfældet.
Målgruppen – altså fans af Limp Bizkit, vil sikkert elske denne DVD men for undertegnede er det altså ikke lige den slags musikvideoer, jeg bryder mig om – for mig er det lidt et sammensurium af forvirrende og kaotiske billeder til ditto musik og ingen ”handling” som sådan.
Og, så fatter jeg ikke lige det lyserøde omslag? Hmm, de virker ikke lige som om de burde have en ”tøse-farve” på coveret, men godt så…! Jeg havde nok nærmere forstået dødningehoveder, skateboards og halvnøgne piger men fair nok, måske er de lidt vilde med lyserødt? ;o)
At Fred Durst i den grad har formået at ”score” nogle af de populæreste og flotteste piger i branchen er for mig en fuldkommen gåde – Britney Spears for eksempel – der må være ”noget” som jeg måske er blevet en anelse for gammel til at se *S* men smag og behag er jo heldigvis forskellig.
Og deres guitarist er nok noget af det underligste, jeg nogensinde har set – manden er jo fuldstændig forrykt – pyh, jeg lyder nærmest som mine bedsteforældre i 80’erne :-) kender I det, når man pludselig forstår, hvad de mente? Selvom jeg stadig synes at Adam Ant, Sex Pistols, Duran Duran og mange af de andre fra den tid, ser en hel del mere ”normale” ud – denne guitarist er virkelig ikke for børn og sarte sjæle føiiii han er væmmelig – han kan slet ikke beskrives, han skal ses!
Helt sikkert en must-have udgivelse for fans og helt ligegyldig for os andre.
DVD'en indeholder intet ekstramateriale og får 3 stjerner for helhedsindtrykket. Havde jeg været fan, havde den nok scoret tæt på maksimumpoint, men jeg kan jo kun vurdere ud fra min egen, ellers meget varierede, smag.
DVDen er venligst stillet til rådighed af
Universal Music Danmark.