Skriv en kommentar
Dokumentaren “Lyset” tager udgangspunkt i det kunstværk, som skulle markere 50 års-dagen for Danmarks befrielse d. 4. Maj 1995. Kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen havde designet et værk, som var tænkt som en mangesidet hyldest til lyset - både lys som vi kender det fra de traditionelle stearinlys i vindueskarmene d. 4. maj, men også lys forstået som det første, vi møder, når vi fødes - og når vi dør. Værket bestod af laserlys i en ubrudt linje langs den jyske vestkyst fra Skagen til den tyske ø Sild.
Dokumentaren tager os gennem forløbet fra idéen undfanges og til udførelsen - en periode, som får store konsekvenser for Elle-Mie, som i den grad bliver ufrivillig hovedperson i det drama, som hendes kunstværk satte i gang. For ikke alle var lige store tilhængere af projektet, som fik 15 millioner kroner i støtte og fik både tabloidaviser og frihedskæmpere på barrikaderne. Selv Folketinget måtte på banen og i sidste instans gå til afstemning for at afgøre, om projektet skulle forbydes.
Undervejs møder vi både Elle-Mies venner og læremester, direktøren for Kunsthal Charlottenborg, daværende kulturminister Jytte Hilden og et hav af klip fra tv/aviser, som giver et fremragende tidstypisk billede af kulturbilledet i 1990’erne. Det grænser til - med 2023-briller - komik, når aldrende jyske herrer i jakkesæt med cerutten dinglende i mundvigen belærer Elle-Mie om det tåbelig i projektet og med al vold og magt forsøger at latterliggøre hende. Alt sammen med et frådende Ekstra Bladet som katalysator med vanlig sans for stemningen i folkedybet. Dokumentaren portrætterer en klassisk fortælling om en visionær kunstner, som er en del forud for sin tid og stikker næsen frem på det helt forkerte tidspunkt - og som ikke helt har afkodet betydningen af historien om danskernes indsats eller mangel på samme under krigen.
Det giver på mange måder en interessant dokumentar, som vækker en gammel historie til live og giver muligheden for, at nye øjne kan se, hvad der skete dengang - og forsøge at forklare hvorfor. “Hvorfor” er nøgleordet, og desværre dokumentarens største svaghed. For det er nemt at få sympati for den forsmåede kunstner og grine af de meget konservative modstandere i små sko - alt mens vi får fortalt, at Elle-Mie havde kræft og Jytte Hilden blev ladt i stikken af hendes partikollegaer i hendes kamp for ytringsfrihed og kunstværkets overlevelse. Men - vi får aldrig at høre fra den anden siden - ganske naturligt med tanke på, at antallet af frihedskæmpere i levende live ikke er nemt at finde i 2023 - men fokus og sympatien ligger alt for ensidigt på Elle-Mie.
Elle-Mies læremester bliver spurgt, hvorfor frihedskæmperne egentligt blev så vrede over fredsskulpturen, og hun svarer prompte “Det er aldrig gået op for mig”. Det får vi heller aldrig svaret på, og må selv drage konklusionerne. Så man må stille sig selv spørgsmålet, om Jylland ikke var helt klar til et stort københavner-projekt - et popcirkus, som en mand beskriver det - eller om det vitterligt trådte en stor del af den danske befolkning over tæerne for at minde om, at vi trods en opfattelse af stor heroisme, ikke ydede den daværende besættelsesmagt ret meget modstand.
Dokumentaren slutter med en præsentation af flere af Elle-Mies nyere kunstværker - bl.a. En video, hvor hun fortæller, hvor meget hun skammer sig over flere aspekter af hele historien. Når man ser visionerne bag værket, modet og integriteten - og ikke mindst selve kunstværket, så må jeg afslutningsvis sige, at der bestemt ikke er noget at skamme sig over - tværtimod. Mit bedste råd er, se dokumentaren og se selv, om du kan finde “hvorfor” - det er bestemt ikke uaktuelt i 2023.
