Skriv en kommentar
Ensomheden er larmende for de to lyrisk beskrevne karakterer i Lecontes sofistikerede og ganske velgennemtænkte kammerspil om to mænds mentale deroute. Men det er imidlertid også alt hvad Monsieur Manesquier (Jean Rochefort) og Milan (Johnny Hallyday) har til fælles, da toget glider ind på perronen i den isolerede franske soveby i alperne.
Med på toget er den stille og forsagte Milan. En mystificerende vaneforbryder med en dundrende hovedpine. Det er netop denne smertefulde hovedpine, der fører ham lige lukt i armene på den åbne og, til alle tider, hjertevarme Manesquier. På apoteket mødes de to mænd, og omstændighederne samt et lukket hotel gør, at Milan tager imod Manesquiers tilbud om husly de næste fire dage. Det bliver starten på en passioneret og befølt udvikling de to mænd imellem, mens de begge har et skjult mål på dagsordenen. Den ene fordi han skal opereres i kranspulsåren, den anden fordi han skal begå et bankrøveri.
’Manden fra toget’ er et underdrejet og veltilpasset billede af, hvad der kan ske, når to mennesker mødes. Vel og mærke to diametrale modsætninger. For modsætninger det er de. Deres sølle liv er lige så absurd forskellige som nat og dag. Manesquier, der for i øvrigt er pensioneret gymnasielærer i fransk litteratur, lever det triste, monotone og i alt sin enkelthed stærkt forudsigelige liv. Han savner spænding og overraskelser og må slå sig til tåls med poesi og puslespil inden for de trygge rammer, den afdøde mors klunkestilsindrettede hjem kan tilbyde ham. Malin, derimod, er den rodløse, lidt lurvede karakter. Spænding har han masser af men savner til gengæld et substantielt og mere organiseret grundlag for sin livscyklus. Drevet af hinandens forskelligheder søger de to mænd derfor, instinktivt, at overtage hinandens identitet. Selv om skæbnen synes forudbestemt, bliver deres møde altså en drivkraft for at skifte levestil, inden det bliver for sent. Som den tankevækkende og rytmiske finale da også antyder, er det et eksistentielt afgørende tema, om man kan snyde sin egen, forudbestemte skæbne.
’Manden fra toget’ er i virkeligheden et fælt og mangehovedet monster. Et lyrisk værk, der med sine stærkt underspillede dialoger og dynamiske personkarakteristikker, griber fat om livets store og alvorlige spørgsmål. Det handler om eksistentialismen i almindelighed og venskaber i særdeleshed. Men det handler også om kærligheden og trygheden for to ensomme og, på hver sin måde, isolerede mænd, som den ellers opleves mand og kvinde imellem. Og så handler det naturligvis om at skifte kurs, mens tid er. Det symboliseres klokkeklart, da Milan står af toget og står på den kolde og mennesketomme perron. I det hele taget er ’Manden fra toget’ et delikat overflødighedshorn af symboler og metaforer, der på fineste vis supplerer filmens handling.
Underspillede og underfundigt udviklende historier er fransk film par excellence. Og det er lige, hvad vi får her. Hverken mere eller mindre. ’Manden fra toget’ er et ekvilibristisk billede af et uforglemmeligt møde mellem to, for hinanden fremmede, mennesker beskrevet med en nedtonet og afmålt fylde, der udvikler sig, som en blomst springer ud. Det er smukt og idyllisk. Men det er også med en snert af fatalisme, og minder os om, at livet er endeligt.
Ekstra materiale : ’Manden fra toget’ suppleres af den halvtreds minutter lange dokumentarfilm ’A few days together with them’ samt interviews med holdet bag filmen omkring tilblivelsesprocessen. Det giver et fascinerende og velfungerende indblik i Patrice Lecontes tanker omkring filmen, der i øvrigt fik publikumsprisen for bedste film til Venedigs film festival, ligesom Jean Rochefort fik prisen for bedste skuespiller.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
