Skriv en kommentar
Indimellem læser man historier om familer, der får deres børn ombyttet ved fødslen, men man har aldrig rigtigt set en film om det. Den er nu kommet og nogle af de ting, jeg har tænkt på, når jeg læser artikler om sådan en ombytning bliver behandlet i denne film.
Ryota og hans kone Midori (Machiko Ono) presser deres barn Keita i skolen, får ham til at spille klaver, selvom han tydeligvis ikke har lyst eller særligt stort talent for det. Han bliver jordet i en musikkonkurrence og selvom han ikke vil mere får hans ambitiøse og kolde far ham til at fortsætte. En dag bliver parret ringet op af det sygehus Keita blev født på og fortæller dem, at han er blevet ombyttet ved fødslen.
Pludselig forstår Ryota, hvordan hans søn er så talentløs og giver endda konen skylden for ikke at have opdaget at de fik det forkerte barn med hjem. Ryota var selvfølgelig ikke med til fødslen for han havde travlt på arbejdet, så Midori lå alene på sygehuset og havde fået hjælp af sin familie i hjembyen.
Parret beslutter sig at mødes med det andet par, som har opfostret deres biologiske søn Ryusei. Dette par er helt klar ikke et match for Ryota, da ham betragter dem for nogle fattigrøve, som beskæftiger sig mere med at lade børnene lege højlydt på gaden end at lade dem øve klaver hele dagen.
Det er klart at Ryota ikke synes, at Yudai og Yakari Saiki er gode forældre, som mest tænker op at få erstatning fra hospitalet, sidder man tilbage med tanken om de ikke er de bedste forældre fordi de ikke pacer deres søn, men lader ham have et liv. De begynder at lade børnene møde hinanden, og overnatte for at lære hinanden at kende.
Denne film giver et spændende tidsbillede af det japanske samfund, some er meget patriakalsk samfund, hvor kvinden ser undertryk ud og får skylden for ikke at have opdaget, at det ikke var hendes eget barn.
Faderen arbejder hele tiden. Han tjener mange penge, men er aldrig sammen med sit barn. Efterhånden som de to mødre er mere sammen, bliver Midoro mere og mere knyttet til Yukari Saiki og efterhånden tør hun at gøre oprør mod sin kolde og dominerede mand. Hun kan ikke forstå, hvordan han bare kan bytte, når de har haft et forhold til den forkerte søn i seks år. Det viser, at kvinden her er tættere knyttet til barnet.
Nu kommer vi tilbage til min overskrift. Kan man stadig elske sit barn, selvom man godt ved at det ikke er ens eget biologisk?
Filmen bringer nogle meget gode problemstillinger på banen, dog synes jeg den bliver lidt klichéfyldt, fordi den spiller på de store kontraster mellem de to familier. Den spiller også på Ryotas forvandling fra en kold, rig og travl forretningsmand til en mand, som har lidt mere sympatiske træk.
Men filmen er værd at se, ikke mindst på grund af skuespilspræstationer, især børnene brillerer med deres mimik. Den er rørende, fordi de viser både indre konflikter, mens man ser forældrenes kamp mod hinanden, hvor man også fornemmer børnene indre smerte fordi de ikke altid forstår forældrenes indre kamp.
Den kan få dig til at kigge indad, nok mest hvis du selv har børn og spekulerer over, hvad du selv havde gjort i den situation.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
