Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Børnene Fra Sølv...
Børnene Fra Sølvgade billede

The Crow


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Monster

23. april 2004 af Jesper Skovlund

5 stjerner Skriv en kommentar

Monster billede

En kvindelig, amerikansk mesterinstruktør er på vej!

Rygterne har sagt det i lang tid, og de taler sandt: Charlize Therons præstation som Aileen er formidabel. Landevejsluderens miserable liv gestaltes suverænt, mændenes og systemets mishandling præger kroppen i hver en bevægelse; hendes krop taler ydmygelsens historie. Og det i en grad der bærer ud over denne films historie.

Aileen er landevejsluder og har været det siden teenageårene. Hun møder den langt yngre Selby på en tilfældig bar. De forelsker sig i hinanden. Aileen forsøger at få arbejde og komme ud af luderlivet. Da det mislykkes, må hun tilbage på landevejen. Men noget er forandret. Og efter en voldsom voldtægt, begynder hun at slå sine kunder ihjel.

Man ved ikke, om man skal le eller græde, når filmen starter med den alt for velkendte tekst: ”Baseret på en virkelig historie”, også selvom det faktisk er tilfældet. Den autencitet der herved signaleres, er vi vel for længst holdt op med at tage alvorligt. Therons præstation udstråler en autencitet der rækker langt udover den konventionalitet som filmen med forordet lægger op til og også langt hen ad vejen viderefører. Det gælder i brugen af musikken der jo skal underbygge den enkelte scene, men i virkeligheden som regel er fernis. Og på lignende måde men tydeligst ved brugen af en fortællerstemme, Aileens, der fra et ukendt sted taler til os. Det er ikke så meget det, at diverse amerikanske manuskriptdoktorer fraråder en fortæller, på trods af at det er en del af den fortællemæssige konvention, de selv underviser i, men mere det at fortælleren lægger tolkning i hovedet på tilskueren, ja nærmest modarbejder billedets magt, når denne faktisk er til stede som her. Konventioner der hele tiden truer med at dæmpe dramaet ned – som om vi skal reddes fra konfrontationen og fra at tænke og føle selv. Man forestiller sig i sit stille sind en såkaldt directors cut udgave af Monster uden musik og fortæller.

Når det så er sagt, er det utvivlsomt, at instruktøren Patty Jenkins har skrevet et fremragende manuskript med en nuancerigdom, man ellers skal lede langt efter i amerikansk film.
Filmen lader det centrale i historien, Aileens forhold til den langt yngre kvinde Selby (Christina Ricci) og Aileens udvkling til seriemorder åbent for tolkning, på trods af musik og fortællerstemme.
Umiddelbart lægges op til at Aileen og Selby på trods af vidt forskellige sociale vilkår ligner hinanden i deres ensomhed. Modsiges dette ved det faktum, at Selby udnytter Aileen, grummest da hun bogstavelig talt som en anden alfons sender Aileen på gaden igen. Eller er det sådan, at kærligheden mellem de to er tilstede hele vejen igennem, udnyttelse eller ej. Filmen er åben og viser tvetydigheden i den hjerteskærende scene, hvor det hele er slut; de to taler i telefon sammen, imens myndighederne lytter intenst med, optager på bånd og tager notater, med begges vidende.
Det samme gælder Aileens efterhånden konsekvente likvidering af sine kunder. Er det blot endnu en film om et menneske der efter et helt livs ophobede ydmygelser går amok. Ja, det er det vel også. Ligesom det er historien om, hvor langt man kan gå for at fastholde den kærlighed der pludselig viste sig. Men det er sandelig også historien om, at kærligheden er koldere end døden, som mesteren Fassbinder slog fast gang på gang. Heri ligger, på trods af det bombastiske statement, en nuancerigdom der går på tværs af det konventionelle. Således bliver man som tilskuer kastet rundt i en følelsesmæssig turbine, hver gang en tilfældig bilist samler Aileen op.

Monster er ikke blot en betegnelse for det man vel kunne kalde enhver seriemorder, men henviser til navnet på det pariserhjul Aileen havde en kvalmende oplevelse i som barn. Monsteret er den eksistentielle kvalme som Aileen må gennemleve hver dag og som de ”normale” mennesker omkring hende ikke bryder sig om at blive konfronteret med, når de møder hende – på gaden og nu også i biografen.

Patty Jenkins debuterer som spillefilmsinstruktør med Monster. Når hun får rystet de værste konventioner af sig, bliver noget dristigere i sin billedkomposition, og fastholder sin eminente evne til personinstruktion og manuskriptskrivning, får vi såmænd nok et mesterværk fra hende. En kvindelig amerikansk mesterinstruktør er på vej!

Titel: Monster
Original Titel: Monster
Premieredato: 23. april 2004
Instruktør: Patty Jenkins
Skuespillere: Charlize Theron, Christina Ricci, Bruce Dern, Lee Tergesen, Annie Corley, Pruitt Taylor Vince, Marco St, John, Marc Macaulay, Scott Wilson, Rus Blackwell
Spilletid: 109 min.
Selskab: MDP Worldwide, DEJ Productions, Denver and Delilah Productions, K/W Productions, Media 8 Entertainment, VIP 2 Medienfonds, Zodiac Productions Inc., 2003
Genre: Drama
Link: http://www.monsterfilm.com




banner
Overskrift Højre Block
Slingshot (Block...
Freud's Last Ses...
Den Vilde Robot ...
Strange Darling
Mufasa:Løvernes ...
Hellboy - The Cr...
Kraven the Hunter
Ringenes Herre: ...
Bambi: Livet i s...
A Different Man



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...