Skriv en kommentar
Trods sin travle og succesfulde karriere vender Larry (Ben Stiller) stadig tilbage til det museum, der ændrede hans liv for altid. Men besøgene er blevet mere sjældne og da det meste af den store, og ved nattetid yderst levende, udstilling skal flyttes fra New Yorks naturhistoriske museum til et lager, i kældrene under Smithsonian museet i Washington, må Larry drage ud, for at rede sine venner og genvinde deres tillid, samt sin egen lykkefølelse.
Nat på museet 2 er en ægte efterfølger. Overraskelseseffekten ved de levende museumsfigurer er væk og i stedet må filmen være større og med vildere effekter, og det er den. For at underbygge dette, flytter vi fra New Yorks naturhistoriske museum, til det gigantiske Smithsonian museum, som samtidig får et godt skud reklame. Skiftet fungerer rigtig godt, for der bliver gjort plads til endnu flere fornøjelige løjer, samtidig med at museets kunstværker nu også kan inddrages i den utrolige handling.
Ben Stiller er i vanlig god stil med rappe dialoger og hans selvironiske ansigtsmimik. Stiller er perfekt til rollen som Larry Daley og magter også at give rollen den lidt melankolske og glædesløse personlighed, som den kræver. Overfor Stiller spiller et kæmpe galleri af kendte og elskede Hollywood personligheder, som magter at give det utrolige manuskript, liv nok til at selv det voksne publikum kan acceptere det. Komikere og skuespillere som Owen Wilson, Hank Azaria, Robin Williams og dejlige Amy Adams, som flyverheltinden Amelia Aerhart, fylder filmen med det liv og den humor der gør, at et ellers lidt unuanceret og ligegyldigt manuskript, i den grad bliver til en god film.
Nat på museet er en uforpligtende komedie, hvor store historiske personligheder og kulturskatte ryger rundt i mærkværdige situationer. For de mindste er underholdningen åbenlys, men for det ældre publikum er der også en enorm underholdningsværdi, i at se fortolkningen af diverse store personligheder fra verdenshistorien. Jeg vil sammenligne det med en film som Shrek (2001), hvor en stor del af den ”voksne” morskab ligger i den postmoderne genfortolkning af gamle, kendte eventyrfigurer. På samme måde er det fantastisk, at se komikeren Bill Hader, som den fandenivoldske og selvoptagede General Custer, eller Robin Williams som det morfar-agtige glansbillede af roughrideren Teddy Roosevelt. Det er også dette, der adskiller Nat på museet 2 fra andre falde-på-halen-komedier, med et enormt budget til computer effekter. Nat på museet 2 byder ikke på noget overraskende eller nyskabende, men det er en herlig lille film, som nok skal få et smil eller to frem på publikum.
