Nettet er naturligvis bygget på den middelmådige spillefilm af samme navn fra 1995 hvori Sandra Bullock gav den som computernørden Angela Bennett, hvis identitet bliver slettet og erstattet med den mordefterlyste Ruth Marx, da hun uforvarende kommer på sporet et større komplot.
I denne tv-serie fra 1998/99 er Bullock blevet erstattet med den talentløse Brooke Langton (Melrose Place m.m.) men historien er nogenlunde den samme: Angela Bennetts identitet bliver slettet og erstattet med den mordefterlyste Elisabeth Marx, da hun uforvarende kommer på sporet af en skyggeorganisation ved navn The Prætorians, hvis mål synes at være intet mindre end verdensherredømmet. Og så går det ellers slag i slag for Angela med at forpurre Prætorianernes planer, holde sig klar af politiet og med lidt held finde ud af hvor hendes forsvundne far er blevet af. Undervejs får hun via messenger, praktisk hjælp og moralsk støtte af den mystiske Socerer.
Stemmen til Troldmanden bliver i seriens første halvdel leveret af den ufrivilligt komiske Tim Curry, der trods sit kilometerlange CV, ret beset ikke har lavet noget godt siden han gav den som den uforlignelige ”sweet transvestite from transsexual Transylvania” Dr. Frank-N-Furter i alle tiders mest campede kultfilm The Rockey Horror Picture Show fra 1975. Da Tim Currys valg af roller synes at være fuldstændig ukritisk, må det være Nettets skaber der i midten af serien vælger at give The Socerer et ansigt i form af den unge (for de unge) og irriterende Eric Szmanda, der dog senere i sin karriere har avanceret opad til et par afsnit af C.S.I.
Prætorianernes hemmelige agent Trelawney der konstant prøver at få sin klo i Angela (hvorfor slog de hende ikke bare ihjel til at begynde med?) bliver spillet af en kedsommelig Joseph Bottoms (Walker Texas Ranger) og udviser en så himmelråbende inkompetence at han næppe ville kunne fange et par benløse fugle, om de så blev serveret for ham på et sølvfad = exit spænding.
At man forlænger en middelmådig spillefilm på 1½ times tid til en tv-serie på omkring de 17 timer kan synes som en dødsdømt ide (hvad det også viste sig at være). At den oprindelige film solgte så relativt godt som den gjorde, må vel skyldes at Internettet og derved cyber-kriminalitet, var et temmelig nyt begreb i 1995 og derfor både relevant og fascinerende. Men at man kun kan vride citronen så og så meget må tv-seriens skabere vel også have erkendt. Efter 19 episoder får vi noget der kunne minde om en afslutning på historien og herfra ændre serien karakter i de sidste tre afsnit og forsøger forgæves at puste nyt liv i denne dødssejler. Men for sent. Mit eget konspiratoriske gæt må være, at uanset hvor meget streetfighter, seriemorder og konspirationskrimi holdet krampagtigt forsøger at smide i hovedet på seeren, har denne for længst forladt sin plads og i stedet kastet sig over de mange andre serier af så uendeligt højere kvalitet, der nu heldigvis har ramt markedet. Og så gik Nettet heldigvis offline.
To stjerner til dette ligegyldige sammenkog af diverse low budget serier (Harley Strømer, First Wave m.m.), som Nettet grundlæggende må siges at være.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Universal Pictures.