Skriv en kommentar
Vores hovedperson hedder Man-su (spillet med en underfundighed af Lee Byung-hun). I åbningsscenen står han og griller ål til hele familien. Ålene har han fået af sin chef og forstår ikke helt hvorfor, da det ikke er højtid. I koreansk kultur symboliserer ålen mystik, styrke, vedholdenhed og vitalitet og er især kendt for sin fysiske udholdenhed, da ålen kan svømme tusindvis af kilometer uden at indtage føde. Man-su’ smukke kærlige kone Miri (spillet eminent af Son Ye-jin) tolker ålene som en generøs cadeau og et tegn på, at hendes mand helt sikkert står til forfremmelse.
Åbningsscenen giver en kort og effektiv indflyvning til Man-su, hvem han er. Han er en ordinær, velbemidlet middelklasse mand, som har klaret sig rigtig godt og har det hele, hvilket afspejles i hans smukke kone, to børn (hvoraf pigen er en lovende cellist) og hans barndomshjem, et prægtigt ældre træhus i en rig forstad til Seoul og et kæmpe drivhus med eksotiske planter/træer, som er hans fritidsinteresse. Mens Man-su står og griller, er han afslappede og pjatter med sin kone. Derefter overrasker han hende med nye sko og samler hele familien inklusiv deres to hunde, golden retrievers til en gruppekrammer og de ser op i den blå himmel og er nærmest en lykkelig familie. Man-su’ blik bevidner om, at han føler sig fri, handlekraftig og heldig, at han som patriark kan forsørge sin familie.
Derefter vender familieidyllen og vi ser Man-su i rollen som mellemleder og papirekspert i virksomheden Solar Paper. Her har han arbejdet i 25 år og gjort karriere. Han begyndte i virksomheden lige efter gymnasiet, hvor han gik ud med topkarakterer og blev valgt blandt mange kandidater og hans stolthed er, da han blev kåret som årets papirspecialist.
En amerikansk virksomhed har gjort deres modbydelige indtog og overtaget papirfabrikken og fyringer truer. Man-su forklarer sine medarbejdere (dog for døve ører) alvoren af amerikansk overtagelse med store armbevægelser, at fyring i USA ikke er det samme som i Korea. I USA er fyring en fyring. I Korea er fyring lig med halshugning og det får Man-su ulykkeligvis selv at mærke mentalt og på egen krop.
13 måneder med arbejdsløshed og en lang ørkenvandring for Man-su, hvor alt er kaos. Til gengæld har hans kone taget den pragmatiske hat på og taget deltidsjobs og skåret alt luksus væk; danse-, tennistimer, cello-undervisning, Netflix og som hun med dramatisk tone siger ved middagsbordet, så bliver der også nødt til at være to munde mindre at mætte. Her kigger børnene med uforstående blikke på hinanden. Det viser sig, at være de to hunde, som kommer i pleje hos bedsteforældrene.
Man-su ‘mander’ sig op og thriller-aspektet toner frem i filmens fortælling. Man-su beslutter sig for at blive machiavellisk og udradere sine rivaler. Han identificerer taktisk og grundigt de potentielle kandidater til eventuelle ledige stillinger i et nyt papirfirma og laver et falsk stillingsopslag og omdanner en samling af lovende CV’ere til en de facto dræberliste.
“No other choice” ender med en bitter sejr, hvor den sidste mand, der er tilbage, har vundet slaget og tabt krigen. Ingen mennesker af kød og blod at lede, men automation hvor fabrikslys kan slukke af sig selv og hvor robotterne udfører arbejdet med papirrullerne. Den sydkoreanske filminstruktør og manuskriptforfatter Park Chan-wook har på snedig vis ladet denne universelle filmfortælling udfolde sig for øjnene af os. Forlægget er gyser/thriller romanen “The Ax” fra 1997 af den amr. fiktionsforfatter Donald E. Westlake, første gang filmatiserede i 2005 af den græsk-fransk filminstruktør Costa Gavras med bogens titel og nu af Park Chan-wook, som formår at overføre bogens tidløse og nådeløse budskaber anno 2025.
At samfund som vores, der sælger middelklassen drømmelivet i form af at være arbejdsnarkomaner og lønmodtagere og retten til materielle goder for derefter blot at trække på skuldrene, når sådanne bekvemmeligheder nådesløst bliver revet væk. Hovedpersonen Man-su’ kan i overført betydning opfattes som et symptom på et samfund, der er tvunget til ikke længere at fungere så humant, men mere automatisk.
