Skriv en kommentar
På toppen af valmuebakken er der udsigt over havet. Her bor den unge skolepige Umi med sin familie. Hver dag laver hun morgenmad til dem alle inden hun går i skole. Mellem borddækning og tilberedning af mad hejser hun signalflag, som er synlige for de forbipasserende skibe. Hendes far har lært hende det mange år forinden. Selvom han døde i Koreakrigen fortsætter Umi med at gøre det.
På et af skibene ser drengen Shun de hejste flag. De møder hinanden på skolen, hvor Shun er en del af redaktionen på skoleavisen. Redaktionen holder til i et gammelt klubhus, som i et led i moderniseringen af Japan skal rives ned. Det ulmer af politisk aktivitet indenfor husets vægge, og de unge studenter protesterer. Midt i den tiltagende furore forelsker Umi og Shun sig i hinanden. De har meget til fælles. Ikke mindst tabet af og savnet til faderfiguren i deres liv.
"Oppe på valmuebakken" er uden omsvøb en smuk, magisk og velfortalt beretning om ung kærlighed, familien som institution og modernitetens komme i Japan. Fortællingen foregår i 1964. En tid med masse af kog i gryden. Japan forbereder sig på værtsskabet til OL samtidig med, at de unge studenter sætter sig op imod systemet. Det starter tidligt i Japan og kulminerer i Paris med studenteroprøret i 1968.
Filmen sætter spot på denne politiske dimension af samtiden, men hengiver sig i ligeså høj grad til fortællingen om det unge kærestepar og deres ufuldkomne kendskab til deres fædres skæbne. Desuden får vi en klar fornemmelse af, hvordan moderniseringsprocessen i efterkrigstidens Japan tromlede over traditioner og kulturelle værdier.
Instruktøren Goro Miyazaki er søn af animationsfilmens japanske gudfader Hayao Miyazaki. Goro står blandt andet bag "Legenden fra Jordhavet" fra 2006. "Oppe på valmuebakken" er klassisk Miyazaki. På overfladen er filmen let og dragende, som et poetisk billeddigt, men under stregerne finder vi en tung alvor, som trækker tråde til både krig, Japans fremtid og tidens bekymringer generelt.
Goro understreger vigtigheden i at værne om vores særegne kulturer på samme måde som faderen Hayao i sine film forudser et kollaps af naturens ressourcer, hvis vi ikke behandler den ordentligt.
Filmen er rørende flot og animationen er som vi kender den hos familien Miyazaki – fuld af liv på sin egen måde. Dialogen er ind imellem sparsom og vi får lov til at dvæle ved billederne. Her åbner selv de mindste detaljer op for en hel dimension af betydning.
Særligt de små bevægelser i ansigtsudtrykkene er fantastisk sigende. Som da Umi helt statisk står til et studentermøde og lytter til Shuns flammende tale om forfædre og fremtid, og pludselig flimrer en lille plet i hendes øjne – bare en anelse. Det er simpelt, men stærkt fortalt.
Hayao Miyazaki har annonceret sin snarlige pension. Heldigvis har vi Goro. "Oppe på valmuebakken" er et lysende eksempel på animationsfilmens mange potentialer. Det er solid historiefortælling for alle.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
