Skriv en kommentar
Tvivlen på at julemanden eksisterer, var grundidéen bag forfatteren Chris Van Allsburgs kritikerroste børnebog fra 1986 - "Polar-Ekspressen". Den fortalte historien om en lille, navnløs dreng, der er begyndt at tvivle på Julemandens eksistens. Det er jo ikke nemt at tro på Julemanden, når resten af familien insisterer på, at alt det dér med kane, rensdyr og nisser er noget sludder, man bilder små børn ind. Han indhylles i et fantastisk eventyr, da han en nat bliver vækket af et enormt og larmende eksprestog, der i damp og tåge standser lige ude foran hans hoveddør. Konduktøren fortæller, at turen går til Nordpolen, og således starter en lang og eventyrlig rejse, hvor drengen møder andre ligesindede børn på toget, en sær vagabond på taget og dansende og syngende tjenere, der med stor ekvilibrisme serverer varm kakao til de forventningsfulde børn. Sidste stop er Julemandens by. Men vil den lille dreng nu også tro på Julemanden, når han først møder ham? Denne i al sin enkelthed smukke, men måske lidt forudsigelige historie er bevaret i filmen, dog har drengen fået navnet Billy.
Zemeckis' sanselige stil er noget særlig, ligesom den var i hans ”Forrest Gump” og ”Contact” og de tidlige ”Tilbage til fremtiden”-film. Filmen er indspillet med en ny computerteknik, der kaldes performance capture, hvor virkelige skuespilleres bevægelser er blevet optaget og bagefter lagt ind i et computerprogram. Dette gør ”Polar-Ekspressen” til en billedskøn film, der besidder samme farvedybde som et maleri fra ”Peters Jul”’s tid. Den nye teknologi puster dog for alvor liv i de animerede figurers bevægelser. Men det er ikke fotorealisme vi her har med at gøre. Menneskene ser ofte ligefrem livløse og umimiske ud, og dette skyldes ikke Tom Hanks i hans femdobbelte kraftpræstation som henholdsvis drengen (delvis), konduktøren, vagabonden, Scrooge og Julemanden (I den danske version varetages rollerne dog af forskellige stemmer). I stedet for at fokusere på realismen i den grafiske stil har man valgt at mætte farverne, i såvel figurer som baggrunde og derved underbygge fortællingens fabelkarakter. I den forbindelse kan man også ane den magiske, fantastiske realisme fra filmens mesterscenograf Rick Carter (”A.I.”, ”Jurassic Parc”, ”Døden Klær Hende”, ”Tilbage til Fremtiden I & II”).
”Polar-Ekspressen” er jul for fulde dampkedler. Alle personer er blakket for onde gerninger og ironisk distance. Det her er ren gavmildhed, godhed og hygge efter alle julens forskrifter.
Der er da heller ikke den store drive i selve handlingen. Den lille dreng er netop hevet med på en tur til Nordpolen, fordi han er begyndt at tvivle på Julemanden, og med bare en smule erfaring i julefortællinger kan man gætte, hvad han mon tror på, når han når frem med Polar-Ekspressen og filmen er omme. Forudsigeligheden er simpelthen for stor til at man kan føle udelt glæde ved denne eventyrlige julefilm, hvor der dog i store perioder veksles fint mellem prægtige, hæsblæsende actionscener og rolige mellemspil, så også de små kan følge med.
Zemeckis' evne til at skabe sanselig billedkunst fornægter sig ikke, og dette visuelle fyrværkeri understøttes godt af Alan Silvestri’s bombastiske kompositioner. Dette holder filmen nogenlunde på skinnerne et godt stykke hen ad vej. Selv voksne vil finde stor fryd i de fantastiske billeder af toget i bevægelse og nogle forrygende filmiske rutsjeture, der vil tage pusten fra selv den mest drevne actionfilm feinschmecker.
