Skriv en kommentar
Dylan Walsch spiller den skrupelløse reporter Matt Nash på jagt efter en god historie. Hans chef er på randen til at afskedige ham, men så sker der noget. 3 Miljøaktivister forsvinder i en bygning, som tilhører et energiselskab. De mener at selskabet står bag de seneste jordskælv i Los Angeles. Nash er på sagen og finder snart ud af, at selskabet bruger jordens indre energi til at kontrollere lysnettet i byen. Sammen med den smukke Gabriella, er Nash’s næste opgave ikke bare at få den gode historie, men også at redde millioner af mennesker fra den næste skæbnesvangre jordrystelse.
Power Play er god gammeldags action, man er ret godt underholdt gennem hele filmen. Dialogerne bliver dog en smule klichéfyldte et stykke henne i filmen. På nogle punkter, kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet, når man lytter til de konversationer, der føres. Det er især Matt Nash’s konversation med den Jamaicanske Crack-sælger, der skraber bunden (faktisk også ret sjov). I tilspidsede situationer genkender man alle fraserne: ”Please, don’t kill me” .. ”I’ll kill her” .. etc, noget man genkender når man ser det og som man har set brugt så adskillige gange før.
Skuespillet er bestemt ikke det bedste der er set og faktisk heller ikke det værste (det er tæt på). Skuespillet gør i dette tilfælde ikke noget, da man som sagt ikke keder sig helt ihjel gennem filmen. Det er Joe Zito, der har instrueret Power Play. Han stod bag Missing In Action med Chuck Norris og har efterfølgende lavet Dolph Lundgrens måske største kassesucces: Red Scorpion. Af den årsag kan der uundgåeligt være noget om, at der er 80’er-charme over Power Play. Faktisk kunne denne film uden tvivl have set ud, med effekter og skuespil, som en action film fra 1984 (eller 1994 for den sags skyld). Joe Zito lavede en ubetydelig film i 1999 og før det har han ikke instrueret film siden Res Scorpion (1989). Man kan sige at det er et glædeligt gensyn.
Dylan Walsch har gennem tiderne medvirket i en del kassesucceser uden at være i en af de største roller. Der kan nævnes We Were Soldiers og Clint Eastwood’s Blood Work (hvor hans datter Alison spiller Gabriella i denne film). Hans fremtoning passer godt ind i soldater, politi - eller som her, i rollen som ivrig reporter. Den smukke Gabriella, spillet af Alison Eastwood, er ikke så kendt herhjemme (endnu), men hendes familiemæssige baggrund kan uden tvivl bringe hende langt. Adskillige gange har man set Tobin Bell, som spiller energiselskabets magtsyge direktørs højre hånd, i bad guy roller. Hans kolde udseende har uden tvivl været den bestemmende faktor, der har placeret ham i den rolle. Noget han befinder sig udmærket ved.
Det er dog stadig en gåde, at der spyttes disse lavbudget film ud på samlebånd fra Hollywood. Film som aldrig får bio-premiere herhjemme og må gå direkte til video. Med lowbudget film, menes selvfølgelig low budget i ”Hollywood” perspektiv (Power Play ville være dyr at lave i Danmark)
Der gives en række af 3 stjerner for denne film, men der skal bestemt ikke gives mere.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Buena Vista Home Entertainment.
